Dansk genistreg banede vejen for nyt EM-guld
Ekspert og landstræner roser det danske U23-landshold for kørslen i linjeløbet ved EM.
Casper Pedersen kan sende en stor tak til sine holdkammerater efter lørdagens guldmedalje ved U23-EM i linjeløb.
Ifølge TV 2 SPORTs cykelekspert Rolf Sørensen var de den primære årsag til, at Casper Pedersen sammen med tre andre i udbruddet ikke nåede at blive indhentet af feltet.
- Casper var outstanding i dag, men det er drengene bagved, der gør forskellen. Uden dem holder de simpelthen ikke hjem. Det er Caspers sejr, men det er teamets bedrift, der skinner igennem.
Så klar var beskeden fra Rolf Sørensen efter intet mindre end en genistreg fra det danske hold i feltet.
Med få kilometer tilbage af løbet satte de sig i front ind gennem Hernings gader. Ikke for at hente Casper Pedersen foran i udbruddet. Men for at sænke farten, så feltet blev bremset i jagten på udbryderne.
- De forstyrrer rytmen i det her føringsarbejde. Det er rigtig godt lavet, sagde TV 2 SPORTs kommentator Dennis Ritter under kommenteringen af løbet.
Den danske landstræner, Anders Lund, fortæller, at det ikke var en del af hans taktik. Han er stolt over, at holdet derfor selv tog initiativ til at udføre sådan et arbejde. Uden at det gik hen og blev usportsligt.
- Man kan presse dem, der sidder fører lidt, ved at tage pladserne og forsøge at demotivere dem ved at gå helt frem. Jeg synes, de gjorde det på den rigtige og sportslige måde.
- Nogle gange kan det være et beskidt kneb at ødelægge et føringsarbejde, der er i gang. Men der var ikke rigtig noget i gang. Og i kraft af de sad i front tog de lidt af brodden af, så det blev ret ustruktureret. Og det var absolut en af årsagerne til, han holdt hjem, siger landstræneren til TV 2 SPORT.
En af de folk, der var med til forstyrre de andre holds føringsarbejde, var Mikkel Bjerg, som efter EM-sølvet på torsdagens enkeltstart var deklasseret til hjælperytter i linjeløbet.
Planen for det danske hold var at undgå, det ville blive afgjort i en massespurt. For her ville norske Kristoffer Halvorsen være favorit til at vinde. Ligesom han gjorde ved VM i 2016.
- Jeg tror, vi var med til at gøre forskellen, for hvis feltet mister momentum i hvert sving, så mister de et sekund her og der. Og man kan sige, at Casper ikke kom i mål langt foran feltet, så det er de marginaler, som er med til at hjælpe ham til at få sejren, siger Bjerg.
Casper Pedersen kom i mål to sekunder foran resten af udbruddet og fire sekunder foran feltet.