Vuelta a España

Riis: Det er for tidligt, Contador

Alberto Contadors tidligere chef, Bjarne Riis, mener, at spanieren stadig har et par gode år i sig.

Se Vuelta a España på TV 2 SPORT

Mandag meddelte den spanske cykelrytter Alberto Contador, at hans karriere er slut, når sidste etape af årets Vuelta a España er kørt den 10. september.

Den syvdobbelte Grand Tour-vinder har været blandt sin tids bedste klassementsryttere, selvom der de seneste år har været langt mellem de store triumfer.

Alligevel begræder Contadors tidligere chef, Bjarne Riis, hans beslutning om at indstille karrieren.

- Jeg synes bare, det er for tidligt, cykelsporten mister ham. Hvis han ville, havde han et par gode år endnu. Jeg synes bare, det er ærgerligt, siger Bjarne Riis til TV 2 SPORT.

Mens Bjarne Riis ærgrer sig, er den 34-årige spanier fuldstændig afklaret.

Bjarne Riis har ikke stor tiltro til det Kazakhiske cykelhold Astana. Specielt ikke når det kommer til fremtiden for holdets danske ryttere. Video: TV 2 SPORT

- Jeg siger dette med glæde og uden tristhed. Det er en beslutning, jeg har tænkt godt igennem, og jeg mener ikke, der er et bedre farvel end et løb på hjemmebane i mit hjemland, siger Contador i en video på sin Instagram-profil.

Han kom ind med stort set ingen træning og satte bare alle sammen til vægs.

Bjarne Riis

Alberto Conador har vundet Vueltaen tre gange i karrierens løb, men den sidste af slagsen ligger tre år tilbage i tiden. Ved samme lejlighed vandt han også sin seneste etapesejr i en Grand Tour.

Har han fået det optimale ud af sit talent?

- Nej, det synes jeg ikke, men det er jo nemt nok for mig at sige. Samtidig er det også svært at sætte en finger på hans karriere, for han har trods alt næsten vundet alt, der er værd at vinde, siger Bjarne Riis.

Riis var i flere omgange efter Alberto Contador under årets Tour de France, fordi spanieren - efter hans mening - begik for mange fejl, og så så Riis ham samtidig blive svagere og svagere.

Et naturtalent

Det ændrer dog ikke ved, at Bjarne Riis er stor fan af Contador, som han arbejdede tæt sammen med på sit cykelhold gennem fem år.

Alberto Contador og Bjarne Riis glæder sig i fællesskab over sejren i Vuelta a España 2012.

Faktisk var det hans start på holdet, som Riis husker klarest.

- Han kørte altid stærkt, og han var altid klar og forberedt. Et kæmpetalent. Da han kom til mig (i 2011, red.), hvor jeg selv syntes, jeg havde lavet et godt program til ham, sagde han: ’Nej, nej, Bjarne. Det er slet ikke nødvendigt. Jeg skal nok køre, og når jeg kører, så kører jeg for at vinde. Du skal bare give mig en cykel, så er jeg klar til at vinde cykelløb om en måned', fortæller Bjarne Riis til TV 2 SPORT.

- Og det fandt jeg jo ud af. Han er et naturtalent. Han kom ind med stort set ingen træning og satte bare alle sammen til vægs. Han har været den stærkeste etapeløbsrytter, jeg har haft.

Du kan se Contadors sidste løb, Vuelta a España, på TV 2 SPORT fra den 19. august.

Alberto Contador

  • Født: 6. december 1982 i Madrid-bydelen Pinto (34 år)
  • Kælenavn: El Pistolero
  • Hold: Trek-Segafredo

Største sejre

  • Tour de France: 2007 og 2009
  • Giro d'Italia: 2008 og 2015
  • Vuelta a España: 2008, 2012 og 2014

Hold

  • 2003-2006: Once-Eroski/Liberty Seguros/Astana-Würth
  • 2007: Discovery Channel
  • 2008-2010: Astana
  • 2011-2016: Saxo Bank/Tinkoff-Saxo.
  • 2017: Trek-Segafredo

Doping

  • Blev i Tour de France 2010 testet positiv for dopingstoffet clenbuterol. Blev først frikendt af det spanske cykelforbund og siden i 2012 - efter mange udsættelser - idømt to års karantæne af sportsdomstolen CAS.
  • Blev frataget Tour de France-sejren 2010 og Giro d'Italia-sejren 2011 på grund af dopingsagen. Karantænen udløb tidligt i august 2012.