Vuelta a España

- Samuel Sanchez’ glorværdige karriere er fuldstændig i ruiner

Den positive dopingprøve fra Samuel Sanchez skader hele cykelsporten og baskerens eftermæle, mener TV 2 SPORTs cykelkommentator Dennis Ritter.

En plet kan være svær at vaske af.

Det kan Samuel Sanchez, der har vundet OL, fem etaper i Vuelta a España og én i Tour de France, sandsynligvis begynde at mærke, efter han torsdag blev testet positiv for det forbudte stof GHRP-2.

- Den første reaktion er jo, at det er helt ufatteligt dumt. Den anden reaktion er, at det er en mand med en glorværdig karriere, som nu er fuldstændig i ruiner. Nu vil vi jo kun huske ham som manden, der var dopet her til sidst - og som måske var det hele sin karriere, siger TV 2 SPORTs cykelkommentator Dennis Ritter.

39-årige Sanchez stod til at skulle køre Vuelta a España, der begynder lørdag, men nu er han i stedet blevet suspenderet af sit hold, BMC, der meddeler, at de er ekstremt skuffede over nyheden om den positive dopingprøve. Det samme er Ritter, der skal kommentere det spanske etapeløb.

- Det er noget, der skader hele cykelsporten. Det siger vi hver eneste gang, det sker.

- Det her tjener til at minde os alle om, at vi ikke må være naive. Bare fordi vi er gået igennem et Tour de France, hvor der ikke blev taget nogen og slet ikke talt om det, må vi ikke tro, at doping ved et trylleslag er væk.

Flere ryttere er blevet testet positiv for det samme stof som Sanchez i år og sidste år. Bardiani CSF-rytterne Stefano Pirazzi og Nicola Ruffoni blev taget i det kort før Giro d’Italia i år, mens Samuele Conti og den kvindelige cykelrytter Maria Luisa Calle blev testet positiv sidste år.

- Vi skal være realistiske omkring, at doping stadig er en del af cykelsporten, ligesom det er det i mange andre sportsgrene. Jeg tror stadigvæk ikke, at jeg siger noget forkert, når jeg siger, at doping fylder mindre, end det gjorde i de værste år - for eksempel i 90'erne, siger Ritter.

Vuelta a España, der altså bliver uden Samuel Sanchez for BMC, der i stedet har udtaget belgiske Loïc Vliegen, begynder lørdag. Løbet kan ses på TV 2 SPORT.