Cykling

Dansk rytter forlader 'fransk helvede' efter sæsonen

Asbjørn Kragh Andersen forlader efter sæsonen Delko-Marseille. TV 2 SPORT.

Asbjørn Kragh Andersen har længe været utilfreds med tilværelsen på Delko Marseille. Nu bekræfter danskeren, at han skifter hold.

Næste sæson kommer til at byde på nye udfordringer for Asbjørn Kragh Andersen. 

Tilbage i april fortalte den danske cykelrytter til TV 2 SPORT, at han havde et ønske om at forlade sit hold, Delko Marseille Provence KTM, efter denne sæson. Nu bekræfter han, at det ønske vil gå i opfyldelse. 

- Det er helt sikkert, at jeg er på et nyt hold næste sæson, men jeg kan ikke sige så meget mere, for jeg har ikke skrevet under med nogen endnu. 

Men du er i forhandlinger med et nyt hold? 

- Ja, det er jeg, siger Asbjørn Kragh Andersen til TV 2 SPORT og fortæller, at han har muligheder på flere forskellige niveauer - heriblandt World Touren.  

Danskeren har kørt på Delko Marseille i to sæsoner, men har længe været utilfreds med tilværelsen på det franske hold. Blandt andet på grund af holdets måde at organisere sig på. 

-  Jeg er lidt fanget i et fransk helvede. Jeg prøver bare at se positivt på det og få det bedst mulige ud af det, sagde danskeren om sin situation på det franske hold før årets Paris-Roubaix. 

Noget kunne tyde på, at meget ikke har forandret sig i løbet af sommeren. 

- Jeg er blevet kastet rundt i manegen i år til alle de løb, hvor de bare skulle bruge fyld. Jeg har ikke haft noget at gå efter, og det har bare sejlet.

- Det går jo ikke, at jeg bliver sendt til Gabon i en uge, hvor jeg kører godt, for så at komme hjem og holde en halvanden måneds løbspause. Det betyder jo, at jeg hele tiden kommer tilbage på nul, siger 25-årige Asbjørn Kragh, der samtidig understreger, at der ikke er ond stemning imellem parterne. 

- Det er slet ikke sådan, at vi er ved at flå hovederne af hinanden. Jeg tror bare, vi tænker på forskellige måder. Vi griber tingene an anderledes oppe nordpå, end de gør dernede.

Man skal glæde sig til cykelløb

Asbjørn Kragh Andersen har kontraktudløb ved udgangen af denne sæson, og er derfor fri til at forhandle med andre hold. Nu vil danskeren sikre sig, at forholdene på det nye hold er bedre.  

- Jeg søger mod et hold, der er lidt nytænkende og moderne i sin tankegang. Og så søger jeg et hold, hvor det er værdsat, at vi også har det sjovt. Og så skal jeg også glæde mig til de løb, jeg skal køre, siger Asbjørn Kragh Andersen. 

- Jeg ville lyve, hvis jeg siger, jeg har glædet mig til at køre løb i år. Der er en meget dårlig holdånd der, hvor jeg er nu. Hvor det så kommer fra, det er et spørgsmål, som jeg har stillet mig selv mange gange, tilføjer han. 

Danskeren vandt sidste år en etape i det norske løb Tour des Fjors og har tidligere kørt godt topplaceringer hjem i løb som PostNord Danmark Rundt. Og det er det niveau, som danskeren nu vil tilbage til. 

- Mine personlige ambitioner er, at jeg skal have mig en god vinter med god træning og møde mit nye hold. Den skal have fuld gas fra start, og så skal jeg ud og vinde igen. Jeg skal have min karriere tilbage på ret kurs og rette op på det, jeg ved, jeg har. 

Udover Delko Marseille har Asbjørn Kragh Andersen også kørt på Team Trefor-Blue Water og Christina Watches-Kuma.