Vuelta a España

- Det er nemt for folk udefra at underkende min rolle

Om han skal køre for et 'svin' af en kaptajn, så er Christopher Juul Jensen klar til at ofre sig som hjælperytter.

For at forstå Christopher Juul Jensen – eller bare Chris Juul – så skal man tilbage til 2016. Mere præcist OL i Rio.

Her vandt Jakob Fuglsang OL-sølv, mens Chris Juul blev nummer 32.

Alligevel havde den dengang 27-årige dansker det som om, at han havde vundet løbet, og da han kom i mål, kæmpede han med at holde tårerne tilbage. For Chris Juul er udpræget holdspiller i en individuel sport.

- Der er enormt meget fokus på min rolle som hjælperytter, specielt efter jeg valgte at stå og græde på fjernsynet efter OL. Men det er klart, at jeg ser det som en gylden mulighed for at blive betragtet som en dygtig cykelrytter, og man skal også være realistisk omkring sine evner, og lige pt. gør jeg det ret godt som hjælperytter.

- OL var nok en speciel oplevelse, netop fordi det var OL. Jeg har aldrig prøvet det før, men jo det er klart, at når holdets taktik lykkes, så har man meget større følelse af glæde, hvis man har gjort sin del som hjælperytter og holdkammerat, hvis man har hjulpet til, fortæller Chris Juul til TV 2 SPORT.

En kæmpe fællesskabsfølelse

Under årets Vuelta a España er Chris Juul tilbage i den rolle, som han har gjort til sin egen. Hver dag bruger han sine kræfter og sin energi på at holde holdets kaptajner fremme i feltet, give dem flasker, mad og læ.

- Hvis holdets kaptajn er et kæmpe svin, så er jeg nok ikke den eneste, der vil synes, det er lidt irriterende at køre for ham

Christopher Juul Jensen

Et job der ind til nu kun har fået ham en enkelt gang i top 100 på en etape i Vueltaen – der blev han i øvrigt nummer 76. Men for Chris Juul er det helt okay. Han og holdets arbejde har nemlig ført Esteban Chaves op på andenpladsen i klassementet, bare 36 sekunder efter Chris Froome.

- Der er en kæmpe fællesskabsfølelse, når Chaves ligger toer samlet. Det er fordi, vi er otte ryttere, som har været med til at hjælpe og støtte op om ham og holdets taktik de sidste ni dage.  Det er ikke sådan, man går i seng og tænker: ”Øv, jeg har ikke vundet noget de sidste ni dage”. Man kan jo godt mærke, at det gør en forskel.

En hjælperytter i verdensklasse

Mens stemningen på Orica-Scott er god, så har billedet været et andet på Team Sunweb. Her blev holdets stjerne Warren Barguil smidt ud af Vueltaen af holdet, fordi han ikke ville hjælpe kaptajnen Wilco Kelderman.

Hvor nogen har problemer med at være hjælperytter, så sætter Chris Juul en ære i at give alt til sit hold.

- Det er nemt for folk udefra at underkende min rolle, men jeg føler mig fint tilfreds med at være en verdensklasse-hjælperytter.

Kan arbejde for et svin

Det med at være verdensklasse handler for Chris Juul om mere end de traditionelle opgave ude på cyklen. Det handler også om at kunne overkomme eventuelle samarbejdsvanskeligheder – noget som han dog ind til nu har til gode at opleve.

- Hvis holdets kaptajn er et kæmpe svin, så er jeg nok ikke den eneste, der vil synes, det er lidt irriterende at køre for ham. Personligt har jeg kun kørt for mennesker, som viser taknemlighed, for det man laver.

- Jeg synes, det er meget vigtigt, at man som hjælperytter kan køre for hvem som helst, for det er det, man er her for.

- Det er bonussen for sådan en som mig, at man kan mærke, at de er glade og taknemmelige, for det man laver. Så betyder det ikke så meget, at man ikke instagrammer eller taler sammen over telefonen til dagligt. Så længe man får sit arbejde bekræftet af den person, synes jeg, det er det vigtigste.

Skal selv kunne skabe noget

Danskeren har vist, at han kan vinde – eller i hvert fald blande sig med de bedste. I år sluttede han på en syvendeplads i forårsløbet Strade Bianche, og for to år siden vandt han Post Nord Danmark Rundt samlet.

Og selvom meget handler om at hjælpe for Christopher Juul Jensen, så håber han også på, at det at hjælpe andre også er en måde at hjælpe sig selv på.

- Så længe jeg fortsætter med at have sulten for at udvikle mig selv, har jeg ikke noget problem med at blive betragtet som en dygtig hjælperytter, som er i stand til at kunne skabe noget selv for holdet og egne præstationer, siger han til TV 2 SPORT.