Vuelta-helvede i 2.500 meters højde: Som at trække vejret gennem et sugerør

Forestil dig, at du spurter alt, du kan på en løbetur. Forestil dig så, at du gør det i en sauna. Måske endda med et klæde for munden. Det ville de fleste nok sige pænt nej tak til.

Men for rytterne i dette års Vuelta a España er 'nej tak' ikke en mulighed, når de søndag rammer en legendarisk og mytologisk Vuelta-stigning til Sierra Nevada.

Efter omkring 100 kilometer er der nemlig kun én vej. Lige op i himlen. Eller måske rettere - helvede.

For målstregen ligger i intet mindre end 2.510 meters højde. En bjergtop, som cykelryttere kun en sjælden gang i mellem er oppe og kysse i de tre store Grand Tours. Faktisk er det siden 1952 kun sket 18 gange, at rytterne har været over 2500 meter. Og de 12 af dem har været lige netop Sierra Nevada i Vuelta a España.

Men det er ikke kun bjergets stigningsprocenter, rytterne kommer til at skulle bekymre sig om, for det at køre så højt oppe kommer ifølge lektor for integreret fysiologi på Københavns Universitet, Nikolai Nordsborg, til at spille en afgørende rolle.

- De kører langsommere. Det er meget simpelt, lyder det fra forskeren.

- Problemet i højden er, at iltindholdet i blodet falder - særligt ved cykelryttere, der på alle måder udnytter deres system og iltleverance maksimalt i forvejen.

Hvor et almindeligt menneske kan holde sig nogenlunde symptomfri helt op til omkring 2.000 meter højde, er det en helt anden historie for de veltrænede eliteryttere.

Helt konkret vil kørslen i højden betyde for rytterne, at de ville kunne aflæse og mærke påvirkningen af iltmanglen med det samme.

- Hvis man skal kigge på deres data, så vil de have en højere puls, når de kører ved den samme belastning. Så hvis de for eksempel bruger deres wattmålere, og de sidder og kigger på deres watt-tal, så vil de ved de samme watt-tal have højere puls. Og det er ligesom en indikation på, at de er i højden, fortæller forskeren.

'Luften er så tynd'

En af de ryttere, der faktisk har kørt på lige netop Sierra Nevada-stigningen er Chris Anker Sørensen, der trods en andenplads på etapen i Vueltaen i 2011, husker den som aldeles modbydelig.

- Til sidst føler man, at man nærmest trækker vejret gennem et sugerør, luften er så tynd, husker Chris Anker Sørensen tilbage.

- Man kan faktisk godt føle, at man bliver sådan lidt svimmel. Man kan ikke rigtig få vejret, og pulsen er megahøj. Og de watt man kan yde er ikke særlig store, altså, man får ikke ret meget kraft ud i pedalerne, fordi man simpelthen ikke har den samme ilt til rådighed, lyder det fra den danske bjergrytter.

I virkeligheden indrømmer Chris Anker Sørensen, at han selv var en af dem, der ikke brød sig om at køre i de højder, og at han også har oplevet at gå fuldstændig ned på den selvsamme stigning.

- Ilten kommer på en helt anden måde, end man er vant til. Jeg tror, man kan sammenligne det at køre i højderne en lille smule med, hvis man som cykelrytter har prøvet at gå sukkerkold, som vi kalder det, hvor man nogle gange, selvom det er bagende varmt, kan fryse, og man kan ikke rigtig fokusere.

Og ifølge både ham og Nikolai Nordsborg er noget af det vigtigste, rytterne skal være opmærksomme på, når de kører i de højder, at bruge hovedet mere end benene.

- Hvis man på den sidste del af stigningen begynder at sætte en hel masse hug ind på de andre for at skabe huller, så kan det godt gå hen og blive meget, meget dyrt, fordi man restituerer dårligere. Så du kan simpelthen forestille dig et scenarie, hvor man sidder og prøver at slå hul, og man tænker: 'det går sgu meget godt, jeg kan mærke, jeg gør, hvad jeg kan her og kører hårdt', og så kan det være, man kommer lidt væk, men så kommer straffen, fordi man er i højden. Så kan det være, man får det lige i nakken og så kommer de andre ræsende bagfra, fortæller Nordsborg

Nikolai Nordstborg slår dog fast, at der ikke er noget farligt i at være i de højder, og at man først skal begynde at bekymre sig om det ved omkring 5500 meters højde. Men ikke desto mindre er der slet ingen tvivl om, at det vil få en tydelig påvirkning på rytternes præstationer på 15. etape af dette års Vuelta a España.

Og spørger man ham, der både har vundet og tabt på et af de højeste bjerge i en Grand Tour, så er der også kun et godt råd at give videre. Det er trods alt bedre at have koldt vand i blodet end for lidt ilt.

- Man skal forsøge at lade være med at gå i det røde felt. Man kan virkelig tabe meget tid, hvis man eksploderer.

- Det er vigtigt ikke at gå i panik, hvis man sidder og lider. Der er det nogle gange lidt bedre lige at tage den lidt ned, og så kan man godt måske godt komme tilbage. Hvis man er lidt mere fornuftig, og sætter den lidt ned, så kan man komme godt ud af det på vej mod toppen, lyder det fra Chris Anker, der glæder sig til at se etapen. For den slags udfordringer hører til i en ægte Grand Tour.

Du kan se hvem af rytterne, der klarer den legendariske stigning på 15. etape af Vuelta a Espana på TV 2 SPORT fra klokken 13:00.

Fakta: Gracenote