Forstå tidsgrænsen: Sådan bliver den regnet ud

Hvordan udregnes tidsgrænsen i cykling i løb som Tour de France, Vuelta a España og Giro d'Italia? Se udregninger og få forklaringen i denne artikel.

Under transmissionerne af de store cykelløb bliver vi på TV 2 SPORT ofte spurgt ind til, hvad tidsgrænsen kommer til at ligge på.

Tidsgrænsen er en procentdel af etapevinderens tid og kan derfor først udregnes, når første rytter kører over målstregen. Kort fortalt afgør gennemsnitsfarten på etapen og etapens sværhedsgrad, hvad tidsgrænsen kommer til at ligge på.

Kommer en rytter i mål uden for tidsgrænsen, er det farvel og tak.

Tre elementer i regnestykket

Vindertid: Når første rytter kører over målstregen, findes den tid, som bruges til at udregne tidsgrænsen.

Hastighed: Afhængigt af gennemsnitsfarten fastlægges den procentsats, som regnes ud fra vindertiden. Jo hurtigere etapen bliver kørt, desto større er tidsgrænsen.

Sværhedsgrad: Etaperne er inddelt i kategorier - såkaldte koefficienter - efter sværhedsgrad.

Oplysningerne er som oftest offentligt tilgængelige - tal og koefficient-inddeling fra Tour de Frances 2017-reglementet side kan ses via linket her (side 9-11). Både procenter og koefficienter bliver lagt fast inden løbet.

Se inddelingen i årets Vuelta a España på side 48 her

Her følger et eksempel på, hvordan tidsgrænsen så ud på koefficient 3-etaperne (meget kuperede etaper) i Tour de France 2017:

  • 10 % ved en gennemsnitsfart på under 35 km/t
  • 11 % ved en gennemsnitsfart på 35-36 km/t
  • 12 % ved en gennemsnitsfart på 36-37 km/t
  • 22 % ved en gennemsnitsfart på mere end 46 km/t

Undervejs på etapen kan man sjusse sig frem til, i hvilket leje tidsgrænsen kommer til at ligge ved at følge med i de officielle tidsskemaer, som hører til hver enkelt etape. Det giver en idé om gennemsnitsfarten, hvorved en cirka-vindertid kan findes.

Tidsskemaerne til årets Vuelta kan ses under 'time schedule' her

For at overskueliggøre udregningen følger her eksempler på alle etapetyper. Eksemplerne er taget fra Tour de France 2017, hvor der blev brugt seks forskellige koefficienter.

Koefficient 1

2. etape - etape uden store vanskeligheder

  • Vindertid: 4t 37m 6s = 277,1 minutter
  • Gennemsnitsfart: 44,06 km/t = 8 %
  • Tidsgrænse: 8 % = 22m 10s

Koefficient 2

14. etape - kuperet etape

  • Vindertid: 4t 21m 56s = 261,93 minutter
  • Gennemsnitsfart: 41,575 km/t = 13 %
  • Tidsgrænse: 13 % = 34m 3s

Koefficient 3

8. etape - meget kuperet etape

  • Vindertid: 4t 30m 29s = 270,48 minutter
  • Gennemsnitsfart: 41,59 km/t = 17 %
  • Tidsgrænse: 17 % = 45m 59s

Koefficient 4

12. etape - etape med høj sværhedsgrad (bjergetape)

  • Vindertid: 5t 49m 38s = 349,63 minutter
  • Gennemsnitsfart: 36,81 km/t = 14 %
  • Tidsgrænse: 14 % = 48m 57s

Koefficient 5

13. etape - kort etape med høj sværhedsgrad

  • Vindertid: 2t 36m 29s = 156,48 minutter
  • Gennemsnitsfart: 38,726 km/t = 18 %
  • Tidsgrænse: 18 % = 28m 10s

Koefficient 6

20. etape - enkeltstart

  • Vindertid: 28m 15s = 28,25 minutter
  • Gennemsnitsfart: 47,788 km/t
  • Tidsgrænse: 25 % (fastlagt på forhånd) = 7m 4s

Forbehold

Særlige udfordringer som voldsomme vejrforhold kan gøre, at arrangørerne fra dag til dag ændrer tidsgrænsen. Dette meldes ud til holdene inden etapens start.

Der er også eksempler på, at særlige omstændigheder for en rytter - for eksempel styrt - har fået løbsjuryen til at lade en rytter fortsætte i løbet, selvom vedkommende ikke kom i mål inden for tidsgrænsen.