Cykling

Holdlukning kan koste dansk OL-bronzevinder karrieren

Cykelrytteren Rasmus Quaade står uden kontrakt for næste sæson, og det kan komme til at koste ham karrieren, hvis ikke han finder en snarlig løsning.

Rasmus Quaade er en af de ryttere, der står uden kontrakt, efter hans hold Giant-Castelli mandag meddelte, at holdet lukkes ved årsskiftet på grund af økonomiske problemer. 

Derfor er den tidligere danmarksmester i enkeltstart nu på jagt efter en ny arbejdsgiver, og hvis den mission mislykkes, kan det betyde karrierestop.

- Det kunne da godt ende med en situation, hvor jeg stopper helt. Jeg føler mig ikke klar til at stoppe. Jeg er topmotiveret, og jeg har meget mere i mig, men hvis jeg ikke kan få det til at hænge sammen, så skal det revurderes, om jeg er cykelrytter på professionelt niveau, hvor jeg ikke har et fuldtidsjob ved siden af, eller om jeg skal ud og have et job ved siden af.

Quaade har i mange år også været en del af det danske banelandshold, med hvem har han vundet OL-bronze i forfølgelsesløb i Rio. Derudover er det også blevet til tre VM-medaljer i samme disciplin. 

Men det næste mål for Ramus Quaade er succes på landevejen og specielt på enkeltstart, hvor han drømmer om at kunne udfordre verdenseliten. 

- Jeg håber da helt klart at finde en måde at fortsætte karrieren på, sådan så jeg også kan få udlevet den drøm, som endnu ikke er slut.  

Hvad er drømmen?

- Det er at blive så god som muligt. Jeg har været professionel, og det er en drøm at blive det igen, men det er slet ikke sikkert, jeg kan. Det kan være, jeg kan komme tilbage til at køre top-10 i verden på enkeltstarten.

Ikke den første holdlukning

Rasmus Quaades seniorkarriere startede i 2009 på holdet Blue Water - Cycling for Health. Siden da har han flyttet rundt med jævne mellemrum, og Giant-Castelli var rytterens ottende arbejdsgiver. 

En del af grunden hertil skal findes i, at det ikke er første gang, temporytteren oplever, at et holds vaklende økonomi får afgørende betydning for hans kontraktsituation. 

- Mere eller mindre fire gange har jeg oplevet, at mit hold ikke er fortsat på samme måde. Så er det blevet lukket, så er det blevet slået sammen. Det, synes jeg, er mange gange, når jeg har været senior i syv, otte år.

Til trods for de holdmæssige udfordringer er Quaade slet ikke klar på at opgive drømmen, efter det han selv kalder sin bedste landevejssæson nogensinde. 

- Jeg skal simpelthen ikke stoppe endnu. Jeg skal hjælpes videre til at komme tilbage på allerhøjeste niveau på de her enkeltstarter, jeg har jo været en af verdens bedste.

- Sidste år satsede jeg på OL og fik en bronzemedalje, og jeg har haft den bedste landevejssæson nogensinde. Jeg tror, jeg ligger helt i toppen for, hvad de danske ryttere har præsteret på kontinentalt niveau, så er jeg jo ikke klar til at stoppe endnu. Slet ikke.