Cykling

Dansk stortalent går nu efter Wiggins’ verdensrekord

18-årige Mikkel Bjerg drømmer stort efter en succesfuld lørdag, hvor han blev dansk timerekordindehaver.

Lørdag kørte Mikkel Bjerg 209 omgange på Odense Cykelbane på 60 minutter svarende til 52,311 kilometer, og det var mere end rigeligt til at sætte ny dansk rekord.

Kort efter han havde talt med benene, var meldingen klar, da snakken gik på et muligt forsøg på en verdensrekord i fremtiden.

- Det er helt sikkert noget, jeg vil gå efter, siger han til TV 2 SPORT.

Indehaver af den rekord er den tidligere britiske Tour de France-vinder Bradley Wiggins. I 2015 kørte briten hele 54,526 kilometer på timen og altså over to kilometer længere end Bjerg. Han er da også klar over, at det er noget af et bjerg, han drømmer om at bestige.

- Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer til at være der. Men jeg har prøvet at køre hans race pace for at se, hvor mange watt det kræver at køre de 54-55 kilometer i timen.

- For mit vedkommende er det noget med 440 watt i timen i gennemsnit i en time. Der går nok to-tre år, før jeg er oppe på det niveau.

Mexicos højder kan hjælpe Bjerg

Bradley Wiggins’ rekord for to somre siden blev sat på Londons olympiske cykelbane foran et euforisk britisk cykelpublikum. Det var sådan, han ønskede rammerne skulle være for sit rekordforsøg.

Bradley Wiggins fejrer sin verdensrekord i 2015.

Det ønske kan komme potentielle ryttere med drømme om at give rekorden et skud til gode. De kan nemlig forsøge sig på en cykelbane i højere luftlag. Det var sådan, danske Ole Ritter i 1974 tid satte sin rekord på en almindelig cykel. Han tog til Mexico på en bane i to kilometers højde.

Det samme gjorde hollandske Thomas Dekker eksempelvis i 2015. Og samme fremgangsmåde afviser Mikkel Bjerg ikke at benytte sig af.

- Bradley Wiggins kørte den ikke i højderne. Der er en bane i Mexico for eksempel. Hvis jeg går ind og optimerer alle de steder, jeg kan, så kan det være, at det er muligt måske allerede om to år, lyder vurderingen fra Bjerg.