Cykling

Økonomisk krise efter VM – Norge overvejer at spare landstræneren væk

De bedste cykelryttere i Norge skal måske klare sig uden en fast landstræner i fremtiden. Forbundet ved ikke, om der er penge til at hyre en træner.

Underskuddet ved VM i Bergen bliver ved med at hærge det norske cykelforbund.

De økonomiske problemer har efterladt forbundet i uvished. Det kom til udtryk mandag, da landstræner Stig Kristiansen meddelte, at han stopper, fordi han skal være sportsdirektør på et norsk kontinentalhold. På grund af VM-underskuddet er det ikke sikkert, at forbundet vil finde en afløser for Kristiansen. Derfor overvejer forbundet at spare den faste landstrænerstilling væk.

- Det er vanskeligt at ansætte en ny landstræner, før vi ved, om vi kan fortsætte virksomheden. Der er stadig en del usikkerhed omkring økonomien efter VM i Bergen, siger sportschefen i det norske cykelforbund, Hans Falk, til NRK.

VM-underskuddet skyldes blandt andet, at arrangørerne har brugt alt for mange penge på skiltning i Bergen.

Budgettet for skiltningen lå på mellem en halv og en hel million norske kroner, men regningen endte sandsynligvis på mellem 4,5 og 5 millioner norske kroner, har Bergens Tidende tidligere skrevet.

Det samlede underskud er ikke meldt ud, men bystyret i Bergen og Hordaland har tidligt i processen vedtaget at stille en underskudsgaranti på 10,4 millioner norske kroner.

Overvejer at hyre landstræner freelance

Det norske forbund overvejer nu, om man skal fortsætte uden en permanent landstræner og i stedet hyre trænere ind på korte kontrakter som freelance-konsulenter, når der er mesterskaber.

Hvis dét ender med at blive løsningen, så kan den afgående landstræner faktisk fortsætte, selvom han skal være sportsdirektør på Uno-X Hydrogen Development Team. Kristiansen har nemlig en klausul i sin kontrakt med holdet, der giver plads konsulentopgaver.

- Jeg har en åbning i kontrakten, som tillader dette – men jeg har ikke taget stilling til det, siger Stig Kristiansen til NRK.

Det norske cykelforbund har forsøgt at dække en del af VM-underskuddet ved at starte en indsamling. Private personer havde for et par uger siden doneret over tre millioner norske kroner som tak for en god VM-uge.

Øverst i artiklen kan du se et indslag om donationerne.