- Tour-ruten er en gave til os, der elsker fedt cykelløb

16x9
Chris Froome var til stede ved præsentationen af Tour de France 2018-ruten tirsdag. Foto: PHILIPPE LOPEZ / Scanpix Denmark

Tour-ruten rummer så mange potentielle risikomomenter, som selv de største kontrolfreaks ikke kan gardere sig imod.

Jeg kan lige så godt sige det med det samme: Jeg synes, at ruten for næste års Tour de France er noget nær genial.

Hvis man lavede en ønskeseddel over det, der kan gøre verdens største etapeløb fantastisk - ja, kom ASO tilbage fra julehandlen med poserne fulde af alle de ting i går. Præsentationen af 2018-ruten bekræftede i den grad den udvikling, Christian Proudhomme og co. har været i gang med. De har skabt et moderne etapeløbsformat, der får det bedste frem i rytterne. Og det skal vi være glade for. Rigtigt glade.

Selvom Sky formentlig stiller med et vanvittigt stærkt hold, kan de få det rigtigt svært undervejs

Hvor både Giro d'Italia og Vuelta a España har eksperimenteret med stor succes via korte etaper, grusveje og muligheden for at bevare spændingen langt i løbet, så har ASO ventet med at tage skridtet fuldt ud.

Men næste år rammer ruteformatet efter min mening totalt plet.

Der har været en tendens til at kritisere moderne cykelsport for at være for forudsigeligt i takt med, at fx Team Sky har været i stand til at kontrollere tingene og tvinge konkurrenternes initiativ i knæ. Det får de rigtigt svært ved næste år. Ruten rummer så mange potentielle risikomomenter, som selv de største kontrolfreaks ikke kan gardere sig imod.

Næste år byder på en nervøs start, der kommer til at stresse klassementsrytterne grundigt. Og selvom det 35 kilometer lange holdløb på tredje etape vil give en indikation af, hvilke af de nu kun otte mand stærke mandskaber der er stærkest, er det langt fra nok til, at Froome kan læne sig tilbage noget tidspunkt. Han var presset i år, og det bliver han i den grad igen, hvis han skal vinde sin femte sejr. Selvom Sky formentlig stiller med et vanvittigt stærkt hold, kan de få det rigtigt svært undervejs.

Niende etape til Roubaix bliver et veritabelt mareridt for en meget stor del af feltet. Samtidigt bliver det potentielt set et af de mest spektakulære cykelløb, vi får at se næste år. Det er en kæmpe satsning at sende rytterne ud på en rute med 21 kilometer brostenssektioner fordelt på de sidste 100 kilometer. Alt kan ske den dag, og den kan blive langt mere afgørende end flere af de sværeste stigninger. Bjergrytterne kommer ikke til at sove særligt godt, hvis de har den etape i tankerne, og andre ryttere kan bruge den som en perfekt nøgle til vende løbet på hovedet.

Bjergetaperne rammer efter min mening en fin balance mellem det ultra-traditionelle og det topmoderne. Der er korte, ekstremt svære bjergetaper, og der er lange, helt klassiske stigninger. Den kombination har vist sig ekstremt underholdende før, og det får vi helt sikkert også at se i Touren.

Specielt 17. etape er virkelig ”next level” og for mig en decideret overraskende nytænkning fra ASO's side. En blot 65 kilometer lang bjergetape i Pyrenæerne med over 3000 højdemeter undervejs. Det bliver et kæmpe brag, som kommer til at afgøre rigtigt meget i næste års løb. Det er klart, at et stærkt hold som Sky kan kontrollere tingene ret langt hen ad vejen, men den dag kan blive totalt kaos, hvis de andre hold får skovlen under dem, og hvis Froome viser de mindste svaghedstegn. Onsdag den 25. juli bliver en ”alt eller intet”-dag i næste års cykelkalender. Samtidig skal vi også stifte bekendtskab med nye stigninger og se feltet køre på grusveje undervejs. Alt sammen noget, der varmer mit cykelhjerte.

Som ofte før er næstsidste etape en enkeltstart, men den er så tilpas kuperet, at den ikke kun er for de klassementsryttere, der har tonser-genet i sig. Og specielt efter de foregående tre ugers vanvid kommer der andre elementer i spil. Hvem har overhovedet noget tilbage til sidst?

Jeg glæder mig rigtig meget til at se, hvad Tom Dumoulin har tænkt sig at gære næste år. Han har sagt, at han vil vente, til han ser Giro-ruten, men mon ikke han føler sig OK fristet til alligevel at satse på Touren? Med et holdløb og en ret perfekt enkeltstart til sidst synes jeg, han burde, og han kan sagtens blive Froomes største konkurrent, hvis han altså vil.

Der er rigtigt meget at glæde sig til, og selvom vi har for vane at sige, at rytterne skaber løbet, så har Tour de France-arrangørerne i hvert fald givet dem et perfekt grundlag for at forære os verdens vildeste cykelshow.

Må den bedste mand vinde.

Tour de France-ruten 2018

1. etape: Noirmoutier-en-l'lle > Fontenay-le-Comte - 189 km

Tour de France 2018 begynder på øen lle de Noirmoutier, hvor feltet hurtigt vil nå fastlandet. Her vil rytterne køre langs vandet i 100 kilometer, hvilket giver muligheder for sidevind, inden de kører ind i landet. Etapen slutter i Fonenay-le-Comte, der er én af de ni nye byer i årets Tour de France.

2. etape: Mouilleron-Saint-Germain > La Roche-sur-Yon - 183 km

2. etape køres fra Mouilleron-Saint-Germain til La Roche-sur-Yon, hvor Touren ikke har været forbi i mere end 80 år.

3. etape: Cholet > Cholet - 35 km

3. etape er en holdtidskørsel på 35 kilometer i og omkring byen Cholet, som Touren besøger for første gang i 10 år. Cholet har tidligere været kåret som årets sportsby tre gange i historien.

4. etape: La Baule > Sarzeau - 192 km

På Tourens fjerde dag kommer vi til at stifte bekendtskab med den længste lige strækning, og det er på de sidste kilometer. Etapen fra La Baule, der er kendt for byens store strand, til Rhuys-halvøen skal nemlig afgøres på en fire kilometer lang strækning.

5. etape: Lorient > Quimper - 203 km

Vi bliver ved vandet på 5. etape, hvor starten går i Lorient og efterfølgende strækker sig langs kysten. Etapen bliver kørt i Bretagne på en rute, der kunne minde om Fleche Wallone med mange retningsskift. Dagen slutter i Finistére, som Touren vender tilbage til efter 14 års fravær.

6. etape: Brest > Mûr-de-Bretagne - 181 km

På 6. etape bliver vi i Bretagne, hvor etapen slutter på Mûr de Bretagne, som det senest var tilfældet i 2015, da Alexis Vuillermoz var skarpest på de sidste meter. I 2018 skal feltet dog over den to gange, da rytterne i finalen skal ud på en 16 kilometer lang rundstrækning.

7. etape: Fougères > Chartres - 231 km

231 kilometer skal feltet ud på, når 7. etape køres fra Fougéres til Chartres. Det er dermed 2018-udgavens længste etape. I 2004 kørte Thomas Voeckler, der stoppede karrieren tidligere i år, sig i gult i målbyen.

8. etape: Dreux > Amiens - 181 km

8. etape begynder i byen Dreux, hvor årets sidste klassiker, Paris-Tours, begynder hvert år. Herfra vil feltet køre langs floden Seinen, hvor rytterne vil køre ind på en rute, der er designet til cyklister. Etapen slutter i Amiens, hvor den tyske sprinter André Greipel vandt i 2015.

9. etape: Arras > Roubaix - 154 km

Nu kommer der en etape, der for alvor kan gå hen og blive interessant. Det er dagen før hviledagen, og det får rytterne med al sandsynlighed også brug for. Etapen begynder i Arras og strækker sig over 150 kilometer til velodromen i Roubaix, hvor det legendariske endagsløb Paris-Roubaix også slutter. Undervejs vil rytterne blive sendt ud på 15 brostensstykker, der i alt måler en distance på 21,7 kilometer. Den korteste pavé er 500 meter, mens den længste er 2,7 kilometer.

10. etape: Annecy > Le Grand-Bornand - 159 km

Dagen starter med en smuk rute langs Annecy-søen, hvor rytterne kan varme benene op til dagens vanskeligheder i bjergene. Feltet vil således blive sendt over kategori 1-stigningen Col de la Croix Fry, der strækker sig over 11 kilometer og i snit stiger med syv procent, inden de skal over den stejle stigning Col des Gliéres, der i snit stiger med 11 procent over seks kilometer. Herfra kan rytterne bruge de næste 15 kilometer på at samle kræfter, inden de begynder på en intens finale, der byder på Col de Romme og Col de la Colombiére. Etapen slutter ved bunden af Grand Bornand.

11. etape: Albertville > La Rosière - 108 km

11. etape begynder i Albertville, der var vært for vinter-OL i 1992. Igen er det en dag, der byder på Alpernes modbydelige stigninger. Først skal feltet over Signal de Bisanne (12 kilometer, 8 procent i snit), derefter Col du Pré (12 kilometer, 8 procent i snit) og Cormet de Roselend (20 kilometer, 6 procent i snit). Den 108 kilometer lange etape slutter med en 18 kilometer lang stigning op til skisportsstedet La Rosiére.

12. etape: Bourg-Saint-Maurice > Alpe d'Huez - 175 km

12. etape er den sidste dag i Alperne, og hvilken dag, der venter. Etapen begynder i Bourg-Saint-Maurice, hvor der senest var etapemål i 2009. Rytterne vil blive sendt over Col de la Croix de Fer (30 kilometer, 5 procent i snit), inden de slutter etapen af på den legendariske stigning Alpe d’Huez, der strækker sig over 14,4 kilometer og i snit stiger med 8,1 procent.

13. etape: Bourg d'Oisans > Valence - 169 km

På 13. etape forlader feltet Alperne - og for en stund også bjergene. Det er sprinternes eneste mulighed inden løbets anden hviledag, når etapen slutter i Valence.

14. etape: Saint-Paul-Trois-Chateaux > Mende - 187 km

Dagen byder på en lettere kuperet rute, der er perfekt til angreb. Igen i dag befinder feltet sig i destriktet Saint-Paul Trois Châteaux. Finalen byder på den tre kilometer lange stigning Croix Neuve, der i snit stiger med 10,1 procent.

15. etape: Millau > Carcassonne - 181 km

Det er igen en kuperet etape, hvor sprintere, der har klaret stigningerne, måske kan stjæle lidt vigtige point til den grønne trøje. Etapen vil slutte i Carcassonne, hvor rytterne også vil være på løbets sidste hviledag.

16. etape: Carcassonne > Bagnères-de-Luchon - 218 km

Der venter rytterne en lang etape. Over 100 af etapens kilometer - næsten halvdelen af etapen - vil blive kørt gennem Ariége. Det markerer indgangen til Pyrenæerne. Den lange etape slutter gennem Portet d'Áspet, Col de Menté og så Tourens eneste tur til Spanien gennem Col du Portillon. Etapen slutter i Bagnéres-de-Luchon, som i 1971 var startby på den korteste etape i Tour de Frances historie. Dengang skulle rytterne ud på blot 19,6 kilometer.

17. etape: Bagnères-de-Luchon > Saint-Lary-Soulan - 65 km

Denne etape bliver en af årets mest spektakulære. Med 65 kilometer i alt, hvor af 38 af dem går opad, er der lagt op til en dynamisk etape. Først skal rytterne angribe stigningen Peyresourde, og herefter de skal op ad en 7,5 kilometer lang stigning på Col de Val Louron Azet, som stiger med 8 procent i gennemsnit. Herfra går det ned i en dal, før endnu en stigning - Pla d'Ádet - udfordrer rytterne. Halvvejs på den stigning drejer de over på Col de Portet, som aldrig har været med i Tour de France før. Den byder på 16 kilometers klatring med 8,7 procent i snit.

18. etape: Trie-sur-Baïse > Pau - 172 km

18. etape er en etape for sprinterne, hvis de stadig har mere energi tilbage i benene. Feltet begynder i Hautes-Pyrénées og slutter i Béarn, som var med i Tour de France for første gang i 1930.

19. etape: Lourdes > Laruns - 200 km

Etapen begynder om morgenen i Lourdes, hvor feltet tager hul på en bjergetape. 48 timer før feltet skal fejres på Champs Elysées, skal de først have den sidste kamp i bjergene. Første del af etapen bliver rolig, men efterfølgende går det hårdt for sig. Først skal de over Col d'Aspin, herefter Tourmalet og til sidst over stigningen Col des Bordéres. Etapen slutter med en nedkørsel mod Laruns.

20. etape: Saint-Pée-sur-Nivelle > Espelette - 31 km

20. etape er en enkeltstart fra Saint-Pée sur Neville, som reelt skal afgøre Touren. Rytterne skal køre 31 kilometer alene mod uret, og der er lagt op til en hård omgang. Der er indlagt fire stigninger, hvor den sidste er utrolig stejl med 10,2 procent i snit.

21. etape: Houilles > Paris Champs-Elysées - 115 km

Den klassiske afslutning af Tour de France foregår som altid på Champs Elysées. Her ankommer rytterne til fra etapens startby, Houilles. Houilles er kendt for at være den by, hvor Victor Schoelcher døde - manden, der begyndte afskaffelsen af slaveri i Frankrig. Herfra cykler rytterne gennem Maisons-Laffitte og Saint-Germain-en-Laye, hvilket er det sted, hvor Paris-Nice begynder hvert år. Herefter ankommer rytterne til den velkendte afslutning i den centrale del af Paris.