Tour de France

Næste års Tour-rute passer godt til Fuglsang, mener Chris Anker

Holdtidskørslen og brostensetapen bliver afgørende, hvis Jakob Fuglsang skal have et godt resultat i næste års Tour de France.

Hollandske Lars Boom kørte først over målstregen, imens en lyseblå trøje kunne anes i det fjerne.

Jakob Fuglsang dannede fortrop og løjtnant for Vincenzo Nibali på femte etape i Tour de France i 2014. Italieneren havde den gule førertrøje, og det var danskerens opgave at få ham sikkert i mål. En opgave, som han klarede med bravur, da Nibali hentede tid på sine konkurrenter.

Tirsdag blev ruten til næste års store franske etapeløb afsløret, og der er nu grund til, at Jakob Fuglsang kan slikke sig om munden. Der er endnu en gang brosten på programmet, og det er blandt andet en af årsagerne til, at Fuglsang kan se frem til juli-måned næste år.

- Jeg synes, at ruten passer godt til Jakob Fuglsang. Han har mistet lidt på enkeltstarten de seneste par år, men på holdløbet og brostensetapen burde Astana godt kunne stille med et slagkraftigt hold med folk som Michael Valgren, Andriy Grivko og Luis Leon Sanchez, mener TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen.

- Vi kan nok allerede på Mur de Bretagne spå lidt om, hvem der vinder, og hvem der i hvert fald ikke gør. Brostensetapen slutter den første flade halvdel af løbet. Det bliver helt sikkert en episk etape, hvor ASO har skruet op for vildskaben med 21 kilometer brosten.

Derudover fremhæver Chris Anker Sørensen den korte bjergetape på 17. etape, som tidligere har skabt stor spænding og dramatik i løbet.

- Vi har jo ganske rigtigt set at de lange etaper kan være lidt søvndyssende. Nogle af de første etaper bliver dog kun spændende, hvis vinden er der. Men etaperne i Bretagne og brostensetapen skal nok give dramatik, siger Chris Anker Sørensen.

- Så selvom der ikke er bjerge før 10. etape, er der andre spændende etaper inden. Der skal også være lidt etaper for sprinterne, man kan ikke kun have 20 bjergetaper, og det synes jeg, at de har gjort et forsøg på. Jeg kunne dog godt have ønsket mig en ekstra etape som den til Mur de Bretagne.

Alpe d'Huez er bare et fedt bjerg, og der bliver rig mulighed for angreb disse dage

Chris Anker Sørensen, cykelekspert TV 2 SPORT

Derudover er der en holdtidskørsel på tredje etape, som kommer til at skabe forskelle i mellem klassementsrytterne. Her fremhæver Chris Anker Sørensen flere hold, som tidligere har gjort det godt på den disciplin og vil have en fordel.

- Historisk set har vi jo set Sunweb, Sky og BMC være de stærke. Jeg tror dog, at Tom Dumoulin vil have foretrukket flere enkeltstarter fremfor holdløb, da han her ville have taget mere tid på en Nairo Quintana eksempelvis.

Chris Froome var til stede ved præsentationen tirsdag.

Chris Froome vandt dette års Tour de France med bare 54 sekunder ned til colombianske Rigoberto Uran. Når ruten nu er offentliggjort, mener cykeleksperten, at det igen er briten, som er favorit til at trække den gule førertrøje over hovedet på podiet i Paris.

- Men man har bestemt givet de franske ryttere muligheden for at vinde. Romain Bardet, Warren Barquil og Thibaut Pinot lider jo alle under, at de vil tabe på enkelstarter, selvom Pinot eksempelvis er blevet langt bedre de sidste år. Tom Dumoulin bliver bestemt ikke favoriseret, men det gjorde han heller ikke i Giro d'Italia, og den vandt han alligevel.

Derudover er der gensyn med legendariske Alpe d'Huez, og det glæder Chris Anker Sørensen sig over.

- Det er bare et fedt bjerg, og der bliver rig mulighed for angreb disse dage. 14. etape med den korte, stejle stigning til sidst bliver også spændende at se. Pyrenæerne skal nok skabe masser af spænding.

- Det bliver et festfyrværkeri, og næstsidste dag er en 31 kilometer enkeltstart. Vi så i år, hvor spændende sådan én kan være med nedtælling for blandt andet Bardet frem mod stregen, siger Chris Anker Sørensen.

Tour de France-ruten 2018

  1. 1. etape: Noirmoutier-en-l'lle > Fontenay-le-Comte - 189 km

    Tour de France 2018 begynder på øen lle de Noirmoutier, hvor feltet hurtigt vil nå fastlandet. Her vil rytterne køre langs vandet i 100 kilometer, hvilket giver muligheder for sidevind, inden de kører ind i landet. Etapen slutter i Fonenay-le-Comte, der er én af de ni nye byer i årets Tour de France.

  2. 2. etape: Mouilleron-Saint-Germain > La Roche-sur-Yon - 183 km

    2. etape køres fra Mouilleron-Saint-Germain til La Roche-sur-Yon, hvor Touren ikke har været forbi i mere end 80 år.

  3. 3. etape: Cholet > Cholet - 35 km

    3. etape er en holdtidskørsel på 35 kilometer i og omkring byen Cholet, som Touren besøger for første gang i 10 år. Cholet har tidligere været kåret som årets sportsby tre gange i historien.

  4. 4. etape: La Baule > Sarzeau - 192 km

    På Tourens fjerde dag kommer vi til at stifte bekendtskab med den længste lige strækning, og det er på de sidste kilometer. Etapen fra La Baule, der er kendt for byens store strand, til Rhuys-halvøen skal nemlig afgøres på en fire kilometer lang strækning.

  5. 5. etape: Lorient > Quimper - 203 km

    Vi bliver ved vandet på 5. etape, hvor starten går i Lorient og efterfølgende strækker sig langs kysten. Etapen bliver kørt i Bretagne på en rute, der kunne minde om Fleche Wallone med mange retningsskift. Dagen slutter i Finistére, som Touren vender tilbage til efter 14 års fravær.

  6. 6. etape: Brest > Mûr-de-Bretagne - 181 km

    På 6. etape bliver vi i Bretagne, hvor etapen slutter på Mûr de Bretagne, som det senest var tilfældet i 2015, da Alexis Vuillermoz var skarpest på de sidste meter. I 2018 skal feltet dog over den to gange, da rytterne i finalen skal ud på en 16 kilometer lang rundstrækning.

  7. 7. etape: Fougères > Chartres - 231 km

    231 kilometer skal feltet ud på, når 7. etape køres fra Fougéres til Chartres. Det er dermed 2018-udgavens længste etape. I 2004 kørte Thomas Voeckler, der stoppede karrieren tidligere i år, sig i gult i målbyen.

  8. 8. etape: Dreux > Amiens - 181 km

    8. etape begynder i byen Dreux, hvor årets sidste klassiker, Paris-Tours, begynder hvert år. Herfra vil feltet køre langs floden Seinen, hvor rytterne vil køre ind på en rute, der er designet til cyklister. Etapen slutter i Amiens, hvor den tyske sprinter André Greipel vandt i 2015.

  9. 9. etape: Arras > Roubaix - 154 km

    Nu kommer der en etape, der for alvor kan gå hen og blive interessant. Det er dagen før hviledagen, og det får rytterne med al sandsynlighed også brug for. Etapen begynder i Arras og strækker sig over 150 kilometer til velodromen i Roubaix, hvor det legendariske endagsløb Paris-Roubaix også slutter. Undervejs vil rytterne blive sendt ud på 15 brostensstykker, der i alt måler en distance på 21,7 kilometer. Den korteste pavé er 500 meter, mens den længste er 2,7 kilometer.

  10. 10. etape: Annecy > Le Grand-Bornand - 159 km

    Dagen starter med en smuk rute langs Annecy-søen, hvor rytterne kan varme benene op til dagens vanskeligheder i bjergene. Feltet vil således blive sendt over kategori 1-stigningen Col de la Croix Fry, der strækker sig over 11 kilometer og i snit stiger med syv procent, inden de skal over den stejle stigning Col des Gliéres, der i snit stiger med 11 procent over seks kilometer. Herfra kan rytterne bruge de næste 15 kilometer på at samle kræfter, inden de begynder på en intens finale, der byder på Col de Romme og Col de la Colombiére. Etapen slutter ved bunden af Grand Bornand.

  11. 11. etape: Albertville > La Rosière - 108 km

    11. etape begynder i Albertville, der var vært for vinter-OL i 1992. Igen er det en dag, der byder på Alpernes modbydelige stigninger. Først skal feltet over Signal de Bisanne (12 kilometer, 8 procent i snit), derefter Col du Pré (12 kilometer, 8 procent i snit) og Cormet de Roselend (20 kilometer, 6 procent i snit). Den 108 kilometer lange etape slutter med en 18 kilometer lang stigning op til skisportsstedet La Rosiére.

  12. 12. etape: Bourg-Saint-Maurice > Alpe d'Huez - 175 km

    12. etape er den sidste dag i Alperne, og hvilken dag, der venter. Etapen begynder i Bourg-Saint-Maurice, hvor der senest var etapemål i 2009. Rytterne vil blive sendt over Col de la Croix de Fer (30 kilometer, 5 procent i snit), inden de slutter etapen af på den legendariske stigning Alpe d’Huez, der strækker sig over 14,4 kilometer og i snit stiger med 8,1 procent.

  13. 13. etape: Bourg d'Oisans > Valence - 169 km

    På 13. etape forlader feltet Alperne - og for en stund også bjergene. Det er sprinternes eneste mulighed inden løbets anden hviledag, når etapen slutter i Valence.

  14. 14. etape: Saint-Paul-Trois-Chateaux > Mende - 187 km

    Dagen byder på en lettere kuperet rute, der er perfekt til angreb. Igen i dag befinder feltet sig i destriktet Saint-Paul Trois Châteaux. Finalen byder på den tre kilometer lange stigning Croix Neuve, der i snit stiger med 10,1 procent.

  15. 15. etape: Millau > Carcassonne - 181 km

    Det er igen en kuperet etape, hvor sprintere, der har klaret stigningerne, måske kan stjæle lidt vigtige point til den grønne trøje. Etapen vil slutte i Carcassonne, hvor rytterne også vil være på løbets sidste hviledag.

  16. 16. etape: Carcassonne > Bagnères-de-Luchon - 218 km

    Der venter rytterne en lang etape. Over 100 af etapens kilometer - næsten halvdelen af etapen - vil blive kørt gennem Ariége. Det markerer indgangen til Pyrenæerne. Den lange etape slutter gennem Portet d'Áspet, Col de Menté og så Tourens eneste tur til Spanien gennem Col du Portillon. Etapen slutter i Bagnéres-de-Luchon, som i 1971 var startby på den korteste etape i Tour de Frances historie. Dengang skulle rytterne ud på blot 19,6 kilometer.

  17. 17. etape: Bagnères-de-Luchon > Saint-Lary-Soulan - 65 km

    Denne etape bliver en af årets mest spektakulære. Med 65 kilometer i alt, hvor af 38 af dem går opad, er der lagt op til en dynamisk etape. Først skal rytterne angribe stigningen Peyresourde, og herefter de skal op ad en 7,5 kilometer lang stigning på Col de Val Louron Azet, som stiger med 8 procent i gennemsnit. Herfra går det ned i en dal, før endnu en stigning - Pla d'Ádet - udfordrer rytterne. Halvvejs på den stigning drejer de over på Col de Portet, som aldrig har været med i Tour de France før. Den byder på 16 kilometers klatring med 8,7 procent i snit.

  18. 18. etape: Trie-sur-Baïse > Pau - 172 km

    18. etape er en etape for sprinterne, hvis de stadig har mere energi tilbage i benene. Feltet begynder i Hautes-Pyrénées og slutter i Béarn, som var med i Tour de France for første gang i 1930.

  19. 19. etape: Lourdes > Laruns - 200 km

    Etapen begynder om morgenen i Lourdes, hvor feltet tager hul på en bjergetape. 48 timer før feltet skal fejres på Champs Elysées, skal de først have den sidste kamp i bjergene. Første del af etapen bliver rolig, men efterfølgende går det hårdt for sig. Først skal de over Col d'Aspin, herefter Tourmalet og til sidst over stigningen Col des Bordéres. Etapen slutter med en nedkørsel mod Laruns.

  20. 20. etape: Saint-Pée-sur-Nivelle > Espelette - 31 km

    20. etape er en enkeltstart fra Saint-Pée sur Neville, som reelt skal afgøre Touren. Rytterne skal køre 31 kilometer alene mod uret, og der er lagt op til en hård omgang. Der er indlagt fire stigninger, hvor den sidste er utrolig stejl med 10,2 procent i snit.

  21. 21. etape: Houilles > Paris Champs-Elysées - 115 km

    Den klassiske afslutning af Tour de France foregår som altid på Champs Elysées. Her ankommer rytterne til fra etapens startby, Houilles. Houilles er kendt for at være den by, hvor Victor Schoelcher døde - manden, der begyndte afskaffelsen af slaveri i Frankrig. Herfra cykler rytterne gennem Maisons-Laffitte og Saint-Germain-en-Laye, hvilket er det sted, hvor Paris-Nice begynder hvert år. Herefter ankommer rytterne til den velkendte afslutning i den centrale del af Paris.