Cykling

Riis' stortalent forlænger og får usædvanligt tvist i kontrakten

Alexander Kamp har skrevet endnu et år med Virtu Cycling. Men kontrakten har en usædvanlig option.

Der er sjælden nogen slinger i valsen, når talen falder på Alexander Kamp. Om det gælder hans evner på en cykel eller de ord, der falder fra hans læber.

Derfor er det heller ikke nogen hemmelighed, at den 23-årige rytter havde håbet, at han fra 2018 skulle have taget et skridt op ad karrierestigen.

Men den rigtige mulighed bød sig ikke rigtig, og derfor har Alexander Kamp valgt at forlænge endnu et år med sit nuværende hold, Team Virtu Cycling.

- Det vigtige for mig har sådan set været, at hvis jeg ikke kunne komme videre på et World Tour-hold eller et godt prokontinental-hold, så var jeg sådan set fint tilfreds med at fortsætte her på holdet næste år, lyder det fra Kamp til TV 2 SPORT.

Men bare fordi, muligheden ikke bød sig i første omgang, så har Kamp ikke opgivet håbet. Derfor har han helt usædvanligt fået skrevet en option ind i sin kontrakt, så han kan blive løst fra den i løbet af sæsonen, hvis der skulle komme et tilbud fra et World Tour- eller prokontinental-hold.

- Det er sådan set noget, jeg selv har krævet, og det er Bjarne Riis og Michael Skelde så gået med til. De har jo også i sinde at sende ryttere videre til større hold, så det var egentlig nemt nok, lyder det fra Kamp, der fortæller, at han ikke selv modsat har skulle indgå nogle kompromiser.

Til gengæld betyder aftalen, at den unge rytter allerede fra start er top motiveret for at få vist sig frem på bedst mulige vis.

- Det betyder selvfølgelig, at jeg ikke kan starte sæsonen stille og roligt, som jeg normalt plejer, men at jeg har i sigte at vinde fra start af i de løb, vi kører, så jeg kan gøre brug af min option. Så det er en god motivationsfaktor, og gør, at jeg vil klø på med træningen her de næste måneders tid.

Positivt for udviklingen

Alexander Kamp indrømmer, at markedet sidste år var noget lettere at finde hold i, da han både selv var dansk mester og det hele ikke var presset af blandt andet World Tour-holdet Cannondale Drapac, der pludselig satte bølger i branchen i gang, da de annoncerede, at de var tæt på at lukke.

Det betød, at mange hold ville afvente situationen, da en lukning af et World Tour-hold kunne få enorme konsekvenser for mange hold. I den ene eller anden retning.

Men selvom han med hastige skridt nærmer sig de 24 år, så lever drømmen om at blive udenlandsprofessionel stadig.

- I en normal verden vil man ikke kalde sig gammel, når man er 24 år, vil jeg mene, men nej jeg er selvfølgelig ikke U23-rytter mere, men jeg mener stadig, at jeg udvikler mig, og det er jo sådan set det vigtigste, at der er en progression, og at man ikke stagnerer.

- Men jeg synes kun, det kunne være positivt for min udvikling, at jeg kunne rykke et step eller to op, og kunne det ske allerede fra starten af næste år, så ville det jo være fantastisk, og det satser jeg på.

Dermed tager Alexander Kamp hul på 2018-sæsonen mere klar end nogensinde. Dog velvidende, at der er en risiko for, at det slet ikke kommer på tale, at han skal gøre brug af sin option. Og så er han heldigvis stadig ret glad for at køre for Virtu Cycling.

- Det er ikke lykken bare at komme ind på et hvilket som helst prokontinental-hold, og det var jeg også bevidst om, så afgjort, at Virtu er bedre end en del prokontinental-hold. Det skal jo også være det rigtige hold, man vælger, ellers er det jo bare to år på et udenlandsk hold og så tilbage igen, hvilket ikke giver mere rigtig mening for mig.

- Uanset hvad, så går jeg efter at vinde en masse. Jeg kører ikke på kontinentalniveau, fordi jeg skal være hjælperytter eller er tilfreds med det. Jeg kører for at vinde, og jeg agter at jagte en masse sejre og bevise, at jeg kan være endnu mere suveræn, end jeg har været førhen, så jeg er klar til kamp. De skal fandme få kamp til stregen.