VM-medalje sikrer Carbel en plads på Chris Ankers tidligere hold

Michael Carbel har fået drømmen om en professionel kontrakt opfyldt, når han næste år rykker op på prokontinental-niveau.

Fra januar 2018 kan 22-årige Michael Carbel kalde sig professionel cykelrytter, når han sætter sig på cyklen for prokontinental-holdet Fortuneo – Oscaro.

Den nuværende Virtu Cycling-rytter har skrevet en etårig kontrakt med det franske hold, hvor Chris Anker Sørensen tidligere har kørt.

- Jeg glæder mig bare helt vildt allerede til den første samling i november, hvor jeg skal møde alle, lyder det fra Michael Carbel til TV 2 SPORT.

Men det har været en lang kamp for Carbel, der først fik en aftale på plads, da han vandt bronze ved U23-VM i Norge den 22. september.

- Min agent fortæller mig inden VM, at han taler med nogle hold, der holder øje med mig, men at det hele kommer til at afhænge af VM, og om jeg får en medalje eller ej. Så da jeg får den medalje, er vi begge bare ovenud glade og lykkelige.

Michael Carbel var hurtigst i feltet og fik dermed bronze ved U23-VM. Video: Ronni Burkal Nielsen

Kontaktede 18 hold

Michael Carbel har hele sæsonen været fast besluttet på, at han var klar til at komme videre fra Virtu Cycling, da han godt var klar over, at han var i gang med sit sidste år som U23-rytter og derfor ikke ville få det lettere med at finde en kontrakt i fremtiden.

Men at det skulle ende med at blive så svært kom alligevel bag på den unge rytter, der i sommer brækkede kravebenet på en træningstur og derfor gik glip af de oplagte udstillingsvinduer ved Tour de L’avenir (ungdommens Tour de France, red.) og EM i Herning.

- Jeg har selv haft snakket med nogle på World Touren, og så har min agent snakket med resten. Samlet set har vi snakket med 18 World Tour-hold og spurgt, om der var plads.

- World Touren var selvfølgelig førsteprioritet, og da de så ikke ville, så søgte vi efter prokontinental, og der var allerede nogle, der havde holdt øje med mig inden VM - og så var der selvfølgelig nogle, der gerne ville have mig efter VM. Men så mange hold var der heller ikke at tage af. Efter VM ryger du hurtig ind i oktober, hvorfor også samtlige World Tour hold sagde nej. De var jo fyldt (med ryttere, red.).

Det blev ikke til World Touren i første omgang, men Michael Carbel  er også godt tilfreds med at kunne skrive Fortuneo – Oscaro på trøjen fra næste sæson.

- Det er jo ikke sådan, at jeg har taget Foruneo bare for at tage noget, for så kunne jeg lige så godt blive, hvor jeg var. Jeg har taget det, fordi jeg tror på, at jeg kan lykkes på holdet og tror på, at det er et godt hold at komme ind på.

Chris Anker Sørensens tidligere hold

Klog af andres erfaringer har Carbel allerede gennemsøgt nettet for at finde en, der kan lære ham fransk med det samme.

- Jeg er nødt til at lære fransk. De gider jo nærmest ikke tale engelsk, og dem der gør, de taler ikke ret godt engelsk. Hvis man skal integreres på sådan et hold og være velset og gode venner med alle, så bliver man nødt til at kunne tale fransk, lyder det fra Carbel, der er spændt på hvilke løb, der venter ham i 2018.

Drømmen er Tour de France.

TV 2 SPORTs cykelekspert, Chris Anker Sørensen har selv kørt for Fortuneo-holdet. Hør hans erfaringer og gode råd til Michael Carbel herunder.

Chris Anker Sørensen har selv erfaring med det franske cykelhold, og giver råd videre til Michael Carbel, der skal køre for dem i 2018 Video: Sanne Jakobsen