Cykling

Dansk rytter vidste ikke, han havde vundet: - Det var virkelig kaos

Rasmus Quaade måtte søge hjælp hos tilskuerne for at afgøre, om han havde vundet fransk endagsløb.

Under den røde flamme, ind på opløbstrækningen. Rasmus Quaade kigger spørgende på de hujende tilskuere, der står bag hegn på begge sider af vejen.

- Jeg vidste ikke rigtigt, at jeg havde vundet. Det var virkelig kaos, og der var så mange, der gerne ville køre alene hele tiden, siger Almeborg-Bornholm-rytteren.

- Jeg havde travlt med at kigge ud på tilskuerne for at se, om der var kommet nogen i forvejen. Til sidst syntes jeg, at de lignede nogle, der så mig som den første, og så turde jeg godt række hænderne i vejret.

Rasmus Quaade vandt i weekenden Classic Loire Atlantique. Video: Bo Bentsen

Knap tre kilometer forinden havde det tidligere medlem af banelandsholdet slået hul på en kort kontrabakke, og selvom hovedpersonen selv var i tvivl, lykkedes det ham at køre først over stregen i det franske endagsløb Classic Loire Atlantique.

Et løb, der i år havde deltagelse af de franske Tour de France-hold AG2R, Cofidis, Fortuneo, Direct Energie og Groupama – FDJ.

- Det var et virkelig stærkt felt, og det gør det endnu federe. For det sker ikke så tit, at man kører alene hjem i et professionelt løb, siger Rasmus Quaade.

I 2011 gad jeg jo ikke køre cykelløb. Jeg kunne godt stille op i et og så udgå, selvom jeg var kørt helt til Nordjylland

Rasmus Quaade, cykelrytter

 Og han er da heller ikke i tvivl om, at sejren rangerer blandt hans største.

- Jeg har jo vundet DM i enkeltstart foran Fuglsang og alle dem på Saxo Bank, men det betyder alligevel mere, når det er blandt udenlandske World Tour-hold og ikke kun danskerne. Selvom danskerne har et virkelig højt niveau, vil man gerne ud og sammenligne sig med nogen, man ikke kender.

Mere end bare enkeltstartsrytter

Det var ellers langt fra givet, at Rasmus Quaades navn skulle være at finde på startlister til cykelløb i år. Mod slutningen af 2017 lukkede tempospecialistens daværende arbejdsgiver.

- Jeg tænkte på, om min cykelkarriere var slut. Jeg havde haft mit klart bedste år på Team Giant-Castelli, og det ville blive svært at finde noget, hvor det blev lige så godt. Når der lige pludselig står 14 rigtig gode cykelryttere uden kontrakt, så kan det blive rigtig svært at få en ny kontrakt, siger Quaade, der endte med at sætte sin underskrift på en kontrakt med BHS – Almeborg-Bornholm.

Lørdag kørte han sin anden start for det bornholmske kontinentalhold, da det blev til en sejr i Classic Loire Atlantique. Dermed fik han bevist, at han kan præstere på landevejen.

- Jeg elsker det, og det viser jo bare, at jeg godt kan sidde i et cykelfelt. Du kan godt finde nogle, der er bedre og mere teknisk dygtige, men når man kan vinde et cykelløb på det her niveau, så kan folk ikke sige, at man ikke kan sidde i et felt, siger Rasmus Quaade.

Han indrømmer, at han tidligere har nedprioriteret landevejsløb.

- I 2011 gad jeg jo ikke køre cykelløb. Jeg kunne godt stille op i et og så udgå, selvom jeg var kørt helt til Nordjylland. Dengang fokuserede jeg kun på enkeltstart, men nu har jeg virkelig fokus på landevejsløbene og vil det rigtig gerne.

Når den 28-årige cykelrytter ikke sidder på cyklen, arbejder han fuld tid som lærervikar. Et job, Rasmus Quaade sætter stor pris på, men som samtidig står i skyggen af cykelkarrieren.

- Jeg vil blive ved med at udvikle mig i en positiv retning. Som cykelrytter stræber man altid efter mere, og jeg håber at komme tilbage som professionel.