Cykling

Ung dansker på podiet i stor klassiker: - De råbte og skreg i radioen

Efter 84 kilometer i udbrud kunne 22-årige Mads Pedersen lade sig hylde på podiet i Oudenaarde.

Mads Pedersen har om nogen vist sig frem i Den Flamske Cykeluge. Onsdag blev han nummer fem i opvarmningsløbet Tværs gennem Flandern, og søndag kørte han sig på podiet i et af cykelsportens fem monumenter, Flandern Rundt.

- Det er slet ikke gået op for mig endnu. Jeg er lykkelig over, at det er gået så godt, siger Mads Pedersen til TV 2 SPORT.

Det var kun Quick-Steps Niki Terpstra, der var hurtigere end den 22-årige danske Trek-Segafredo-rytter. Med 18 kilometer igen blev han og udbrudskollegerne Dylan van Baarle og Sebastian Langeveld passeret af den senere vinder, men modsat de to hollændere satte Mads Pedersen efter.

- Jeg håbede lidt på, at jeg lige kunne nosse mig sammen til at trykke den af henover toppen, så jeg kunne komme op til ham (Terpstra, red.), men det var umuligt. Jeg sad med syre op over begge ører, så der var ikke så meget at gøre.

Selvom den danske mester havde det hårdt på løbets sidste stigning, Paterberg, kom han stærkt igen.

Efter 84 kilometer i udbrud kunne 22-årige Mads Pedersen lade sig hylde på podiet i Oudenaarde. Video: Christian Kjær

- Derfra var det som at køre enkeltstart til mål. De råbte og skreg i radioen, så det gav heldigvis lidt ekstra.

- Den skulle bare have en over nakken. Det holdt heldigvis, men det var godt nok de værste 10 kilometer, jeg nogensinde har kørt, siger den 22-årige Trek-rytter, der leverede det bedste danske resultat i løbet siden Rolf Sørensens sejr i 1997.

To danskere i top 5

Også Michael Valgren havde stor ære af løbet. Den danske Astana-kaptajn angreb med lidt under to kilometer hjem og fik følgeskab af sidste års vinder, Philippe Gilbert. Sammen satte de efter Mads Pedersen, der til sidst trak det længste strå.

- Det var pisse hårdt, og jeg er så glad på Mads’ vegne, sagde en dødtræt Michael Valgren til TV 2 SPORT efter løbet, inden han vendte sig mod sin danske holdkammerat Magnus Cort og takkede for hjælpen.

- Magnus gør det fucking fantastisk, og Truls (Truls Korsæth, norsk holdkammerat på Astana, red.) hjælper mig tilbage, efter jeg styrter. Jeg har jo egentlig en lortedag. Til sidst kører jeg ind på fjerdepladsen. Jeg var fucking fucked.

Massestyrt i feltet - og desværre har Valgren været i asfalten. Det har Oliver Naesen også. Danskeren fik hurtigt en ny cykel. Video: TV 2 SPORT

Med lidt under 100 kilometer til mål røg Michael Valgren i asfalten og måtte siden kæmpe for at komme tilbage til feltet. På de sidste hundrede meter var der ikke mere at give af, og danskeren kunne kun se til, da Philippe Gilbert spurtede forbi ham og tog den sidste podieplads.

- Det er okay. Jeg er fandme træt, jeg ved ikke, hvad skal sige. Jeg kører jo for at vinde og var egentlig godt kørende, men bruger mange kræfter i starten af løbet med det der lortestyrt. Jeg kan kun takke holdet for, at de kører mig tilbage og tror på mig.