Cykling

Fem ting bekræfter danskers mindeværdige Flandern Rundt

Statistik bakker op om unge Mads Pedersens store resultat ved Flandern Rundt søndag.

”Verdensklasse”, ”stort potentiale”, ”fantastisk flot”, ”unikt”.

De helt store ord blev fundet frem efter danske Mads Pedersens flotte andenplads i Flandern Rundt søndag. Ovenstående stammer fra cykeleksperterne Rolf Sørensen og Thor Hushovd.

Men rosende vendinger er én ting; statistik er noget andet. Og flere statistikker bakker i den grad eksperternes rosende vendinger om den 22-årige danskers bedrift op. En bedrift, Mads Pedersen nok selv skal bruge lidt tid på at fordøje.

- Det er slet ikke gået op for mig endnu. Jeg er lykkelig over, at det er gået så godt, sagde Mads Pedersen til TV 2 SPORT efter løbet.

Nedenfor følger fem bemærkelsesværdige sammenligninger, som sætter den 22-årige danskers resultat i perspektiv.

Se Rolf Sørensen vinde Flandern Rundt i 1997.
  1. Mads Pedersen er den yngste rytter til at slutte på podiet i Flandern Rundt siden 1989.
  2. Mads Pedersen er den første dansker til at køre på podiet i Flandern Rundt siden Rolf Sørensens triumf i 1997.
  3. Mads Pedersen er den første rytter, der slutter på podiet i sin Flandern Rundt-debut siden 2001. Dengang blev 30-årige Erik Dekker nummer to, ligesom Mads Pedersen blev det i år.
  4. Mads Pedersen er den første dansker til at køre på podiet i et monument (Milano-Sanremo, Flandern Rundt, Paris-Roubaix, Liege-Bastogne-Liege og Lombardiet Rundt) siden Rolf Sørensens sejr i Flandern rundt i 1997.
  5. Mads Pedersen giver pengene 34 gange igen, hvis han vinder det kommende Paris-Roubaix. Inden Flandern Rundt gav han pengene 300 gange igen, hvis man spillede på en sejr i Paris-Roubaix hos 888 Sport.

Flandern Rundt er det andet monument i år. Et monument er de mest prestigefyldte endagsløb på cykelkalenderen. De består af Milano-Sanremo, Flandern Rundt, Paris-Roubaix, Liege-Bastogne-Liege og Lombardiet Rundt. Mange ord kan der siges om disse store løb, og det gør TV 2 SPORTs cykeleksperter Chris Anker Sørensen og Brian Nygaard i denne podcast.

Efter 84 kilometer i udbrud kunne 22-årige Mads Pedersen lade sig hylde på podiet i Oudenaarde. Video: Christian Kjær