Cykling

Belgiske Michael Goolaerts er død efter hjertestop i Paris-Roubaix

Den 23-årige Michael Goolaerts fra Belgien fik hjertestop under Paris-Roubaix. Søndag aften meddelte hans hold, at han var død på hospitalet i Lille.

Den 116. udgave af forårsklassikeren Paris-Roubaix blev søndag skæmmet af en alvorlig episode, da belgiske Michael Goolaerts fra holdet Verandas Willems-Crelan pludselig lå helt stille i vejkanten med 148 kilometer til mål.

Tv-billederne viste, hvordan dele af feltet kørte forbi, mens Goolaerts lå livløs og med hænderne ud til siden. Søndag aften kunne hans hold så oplyse, at det værst tænkelige scenarie var indtruffet:

- Det er med stor sorg, at vi må meddele, at vores rytter og ven Michael Goolaerts er død. Han døde søndag aften klokken 22.40 på hospitalet i Lille i samvær med sine familiemedlemmer og elskede, som vi har i vores tanker. Han døde af et hjertestop. Alle forsøg på genoplivning var uden nytte, skriver Verandas Willems-Crelan.

Video viste hjertemassage

Dødsfaldet skete i forbindelse med et styrt, men det er endnu uvist, om Goolaerts fik hjertestop før eller efter styrtet. På tv-billederne kunne det ses, hvordan hans ben lå viklet ind i cyklen, der lå på en grusskråning.

Private videooptagelser på Twitter viste desuden, hvordan flere læger senere havde påbegyndt hjertemassage.

Her kunne det også ses, hvordan en helikopter var landet tæt på episoden. Det belgiske medie Sporza skrev, at det var en lægehelikopter, der fløj Goolaerts til hospitalet i Lille, efter han var blevet genoplivet på ulykkesstedet.

Det var oplysninger, som Sporza havde fået fra kilder tæt på holdet, men omstændighederne omkring dødsulykken er endnu ikke bekræftet fra officiel side. Søndag eftermiddag opdaterede mediet videre, at Goolaerts tilstand, ifølge deres oplysninger, var kritisk, da han ankom til hospitalet, hvor behandlingen fortsatte.

Senere på aftenen var det løbsdirektør Christian Prudhomme, der kunne oplyse, at Goolaerts' tilstand var livstruende. Det var få timer før, at holdet udsendte den triste nyhed.

Michael Goolaerts har kørt en lang række af de belgiske forårsløb for sit hold Verandas Willems-Crelan. Senest deltog han i Flandern Rundt, før han søndag stillede til start i karrierens første Paris-Roubaix.