Cykling

Cykelverdenen i sorg efter Goolaerts' dødsfald: - Jeg kan ikke tro det

Søndag døde den belgiske rytter Michael Goolaerts, efter han fik et hjertestop under forårsklassikeren Paris-Roubaix.

Paris-Roubaix 2018 vil blive husket for Michael Goolaerts' tragiske dødsfald.

Belgieren lå efter et hjertestop livløs med 148 kilometer til mål, og efter adskillige timers redningsarbejde kom hans hold, Verandas Willems-Crelan, med den triste besked: "Vores rytter og ven Michael Goolaerts er død".

Det har sendt hele cykelverdenen i pludselig sorg, og på de sociale medier har flere store profiler allerede sendt deres tanker til Goolaerts og de pårørende, siden han døde klokken 22.40 søndag aften. Her følger et udpluk af hilsener fra andre ryttere:

Marcel Kittel, Team Katusha-Alpecin: - Jeg kan ikke tro det. Jeg ville så gerne have fortalt jer om, hvor god en oplevelse det var i går – men den er intet værd nu. Hvor er det trist at læse om Michaels dødsfald. Mine kondolencer går til hans familie, venner og holdet, skriver Kittel på Twitter.

Peter Sagan, BORA - hansgrohe: - Alle tanker og bønner fra både BORA - hansgrohe og mig selv er med Michael Goolaerts. Så triste nyheder..., skriver løbets vinder, Peter Sagan, på Twitter.

Philippe Gilbert, Quick Step: - Hvilke triste nyheder! Vi ville alle have ønsket aldrig at have læst dette! Mine dybeste kondolencer til Michaels familie, venner, hold og fans.

Michael Carbel, Team Fortuneo-Samsic: - Jeg ønsker det bedste for familie og venner, skriver danskeren på Twitter.

Nairo Quintana, Movistar: - Jeg er ked af at høre om Michael Goolaerts afsked i Paris-Roubaix. Styrke til hans familie, venner og team, skriver han på Twitter.

Også arrangørerne af Paris-Roubaix og en række af de største cykelhold sender deres tanker til Goolaerts, hans familie, venner og holdkammerater.

Paris-Roubaix: - Det er uendeligt trist, at Michael Goolaerts er død. Alle vores tanker er med hans familie, hans hold og hans elskede, skriver løbet på Twitter.

BMC Racing Team: - Ryttere og medarbejdere hos BMC er dybt berørte over Michael Goolaerts dødsfald. Vores tanker går til hans familie, venner og Verandas Willems-Crelan i denne utroligt triste tid, skriver holdet på Twitter.

BORA - hansgrohe: - Vores tanker og bønner er med Michael Goolaerts. Inderlige kondolencer til hans familie, venner og holdet Verandas Willems-Crelan, lyder det på Twitter.

Movistar: - Vi er dybt berørte af Michael Goolaerts' dødsfald. Må al styrke fra hele cykelverdenen hjælpe hans holdkammerater, venner og familie gennem denne utroligt svære tid. Hvil i fred, mester, skriver de på Twitter.

Michael Goolaerts

Nationalitet: Belgier.

Født: 24. juli 1994.

Død: 8. april 2018 (23 år) af hjertestop.

Hold: Verandas Willems-Crelan (Belgien).

Karrierens bedste resultat: 4.-plads i klassikeren Paris-Chauny 2015

Placering på verdensranglisten: 1181.

Kilde: Procyclingstats.com.

Tidligere ryttere mindes også Michael Goolaerts:

Fabian Cancellara: - Forfærdelige nyheder… Hvil i fred, Michael Goolaerts. Mine dybeste kondolencer går til hans familie, venner, holdkammeraterne og medarbejderne hos Verandas Willems-Crelan, skriver Cancellara på Twitter.

Lance Armstrong: - Helt forfærdelige nyheder. Ord er ikke nok til at sende mine dybeste kondolencer til Michael Goolaerts' familie, holdkammerater og venner. Må han hvile i fred, skriver Armstrong på Twitter.

Michael Goolaerts styrtede med 148 kilometer tilbage af Paris-Roubaix. Tv-billederne viste, hvordan dele af feltet kørte forbi, mens Goolaerts lå livløs og med hænderne ud til siden.

Efter at have modtaget behandling på stedet blev Goolaerts fragtet til et hospital, hvor lægernes kamp for at redde hans liv fortsatte. Desværre lykkedes det ikke.

- Det er med stor sorg, at vi må meddele, at vores rytter og ven Michael Goolaerts er død. Han døde søndag aften klokken 22.40 på hospitalet i Lille i samvær med sine familiemedlemmer og sin elskede, som vi har i vores tanker. Han døde af et hjertestop. Alle forsøg på genoplivning var uden nytte, skriver holdet Verandas Willems-Crelan.

Michael Goolaerts har kørt en lang række af de belgiske forårsløb for sit hold Verandas Willems-Crelan. Senest deltog han i Flandern Rundt, før han søndag stillede til start i karrierens første Paris-Roubaix.