Cykling

Danskere blev hyldet på podiet – men resultatet talte ikke

Niklas Larsen, Jakob Egholm og Daniel Lyhne troede alle, de var endt på podiet i et tysk U23-løb.

Der var stor forvirring om podieplaceringerne ved U23-udgaven af Eschborn-Frankfurt - Der Radklassiker.

De første resultater, der kom efter løbets afslutning, viste, at det var et rent dansk podium med Niklas Larsen (Team Virtu Cycling), Jakob Egholm (Team Virtu Cycling) og Daniel Lyhne (ColoQuick).

Få timer senere viste resultatlisten noget andet. Mens 21-årige Niklas Larsen fortsat stod som vinder, var nummer to og tre i stedet Jonas Rutsch og Marten Kooistra.

Forklaringen er, at de tre danskere spurtede om sejren en omgang for tidligt. Rytterne manglede at cykle yderligere en omgang i Frankfurt, hvor Niklas Larsen igen viste sig som den hurtigste.

- Vi kommer ind mod mål, hvor vi tror, der er spurt, og alt går perfekt. Jeg begynder at spurte og kan mærke, at det går rimelig godt, og vinder spurten foran Jakob Egholm. Men åbenbart er der en omgang mere, selvom det burde have været den sidste, fortæller han til TV 2 SPORT og hentyder til, at det passede med antallet af kørte kilometer.

Forvirringen var total efter løbet, da det var Larsen, Egholm og Lyhne, der blev hyldet på podiet som nummer et, to og tre.

Lyhne havde fået forskellige meldinger om sit resultat, men da han stod og blev hyldet, troede han, at det nu var officielt, han var blevet nummer tre. Da han var på vej hjem, fandt han ud af, at han i stedet var blevet nummer 16.

- Det virker sgu lidt amatøragtigt synes jeg. Det er et UCI-løb (højeste niveau, red.), og så har de ikke styr på det. Når det står i papirerne, så går man ud fra som rytter, at det er sådan det er, men når de så laver om på det, så er det ikke nemt, fortæller han.

Løbets vinder, Niklas Larsen, har allerede en etableret karriere i banecykling, da han tidligere har vundet EM-guld i pointløb og World Cup-guld i omnium.

Desuden vandt han VM-sølv i marts i 4000 meters holdforfølgelsesløb og var med på OL-holdet i 2016, der vandt bronze.