Cykling

Astana-boss garanterer økonomisk sikkerhed i to år

Michael Valgren har været den store profil for Astana i denne sæson.

Cykelholdet Astana indledte året med manglende lønudbetaling, men nu er pengene på plads frem til 2020.

De lyseblå trøjer, der matcher det kasakhiske flag, bliver ved med at pryde verdens største cykelløb i de kommende to sæsoner.

Sådan er meldingen fra cykelholdet Astanas general manager, Alexander Vinokourov.

- Problemerne er blevet løst for minimum de to næste sæsoner, siger han ifølge CyclingNews til til La Gazzetta dello Sport.

I slutningen af februar måtte selv samme Vinokourov ellers fortælle, at rytterne ikke fik udbetalt løn. Det skyldtes manglende støtte fra den kasakhiske stat. Og cykelholdet var i fare for at lukke.

Holdet håber på ny holdkaptajn

En uges tid senere fik rytterne – heriblandt danskerkvartetten Michael Valgren, Jakob Fuglsang, Magnus Cort og Jesper Hansen – igen løn og forsikring om, at resten af 2018-sæsonen var sikret.

Den forsikring er nu blevet noget mere omfattende.

La Gazzetta dello Sport skriver, ifølge CyclingNews, at Astanas budget for 2019-sæsonen bliver på omkring 106 millioner kroner.

Derudover håber holdet på at finde yderligere 12-18 millioner kroner til at hente en profil ind som holdkaptajn.

Astana ligger i øjeblikket nummer syv på UCI’s holdrangliste for denne sæson. Her har danske Valgren, Fuglsang, Cort og Hansen sørget for at hente to tredjedele af holdet samlede point.

Til sommerens Tour de France er Jakob Fuglsang udset som holdkaptajn for Astana.