Tour de France

Det er her, vi har set store ryttere tabe eller vinde løbet

Klumme: Jørgen Leth fortæller om de traditioner og historier, der møder feltet på deres tur gennem Frankrig.

Det er lykken at opleve løbet på afstand nede i byen Pau

Jørgen Leth

Etapen slutter i Pau. Det kan vi godt lide. Pau og Tour de France hører sammen. Sådan har det altid været. Vi elsker at komme til Pau, enten før eller efter at feltet har dystet i de høje Pyrenæer. Pau er hjørnestenen.

Vi kender Pau rigtig godt. Har også nydt nogle år at have hviledag i Pau. Pau er den store by i Pyrenæerne. Det er her, man kan samle kræfter og koncentration. Det er her, vi har set store ryttere tabe eller vinde løbet. Og i nyere tid har vi somme tider set klassementet i toppen falde helt på plads.

Bjarne Riis for det legendariske Ariostea-hold

Det skete for eksempel dengang Bjarne Riis med sit Ariostea–hold iværksatte en intens forfølgelse af Claudio Chiappucci, som var i soloudbrud og faktisk truede Riis’ placering som klassementets nr. 5. Enhver der følger Tour de France ved, hvor vigtigt det er i historiebogen at ende mellem de fem første og ikke lige falde udenfor. Nr. 6 duer ikke.

Det var man i hvert fald slet ikke i tvivl om, da man så Riis’ kraftudfoldelse på Pau-etapen. Det gjaldt om at holde posen snøret godt til. Ingen sidste øjebliks-justeringer af løbsresultatet.

Kærlighedshistorien mellem Tour de France og Pau kan udmåles i tal. 52 gange har byen været startby, og 50 gange målby.

Jeg har haft uforglemmelige oplevelser i Pau.

Et af dem var i 1984, da jeg boede på direktionens foretrukne hotel, det gamle Continental. Der var fest i baren. To af mine gode venner, pelotaspilleren ”Pampi” Laduche  og L’Equipe journalisten Jean Cormier, begge baskere, sang vemodige baskiske kærlighedssange.   

Det gik ikke stille for sig.

Hollywood var til stede i baren. Dustin Hoffman og filminstruktøren Michael Cimino var begejstrede for det, de så og hørte. De noterede sig straks en brugbar scene til filmen The Yellow Jersey, som de var ved at forberede. 

Festen varede lige til det øjeblik, Tour de France-chefen Félix Lévithan kom ned i baren og med kraftig stemme annoncerede, at nu kunne det være nok. Der var folk, som havde brug for at sove før næste dags bjergstrabadser.

Jean Cormier var altid en drillepind over for løbsdirektionen, selvom den avis han var ansat på havde samme ejere som Tour de France.

Etapen slutter på en rummelig plads midt i byen. En tilbagevendende ting, jeg fortæller om, er, at Pau altid har været ældre englænderes foretrukne by. Der er kricketbaner og golfturneringer og servering af te.

Pau er ikke til at komme udenom. Enten kommer vi ude fra Baskerlandet med de grønne bakker og frontonerne, hvor mændene spiller pelota, eller oppe fra de høje bjerge som i dag fra Saint-Lary-Soulan. Mange af de mest berømte pas ligger lige her omkring.

Pau, Frankrig

Hautacam, Tourmalet, Col d’Aubisque, Col Marie Blanque osv. Og så videre.

Byen summer af enten forventningens glæde, hvis det er før opstigningerne, eller tilfredsstillelse. Vi, der følger løbet, sidder på caféerne og udbreder os om det, vi har oplevet, og vore forventninger længere frem. Reklamekaravanens cirkusfolk er også ude at more sig. Og de lokale rugbystjerner. Store showbiz-stjerner og lokale sportshelte blander sig.

Pau er stedet, hvor man mødes for at sige goddag eller farvel.

Så kan man lige tage en spadseretur ned til promenaden og nyde det mageløse syn af bjergkæden. Jeg har jo altid sagt, at Pyrenæerne er langt mere indbydende end Alperne, og det mener jeg. 

Som jeg sagde til Hans Pilgaard i Mit Frankrig, så har jeg altid bedre kunnet lide synet af den blånende bjergkæde sidst på eftermiddagen end at være deroppe på bjerget.

Det er lykken at opleve løbet på afstand nede i byen Pau.