Armstrong imponeret over Fuglsangs præstation i Schweiz

Den tidligere toprytter Lance Armstrong er begejstret over, hvad han så fra danske Jakob Fuglsang under Schweiz Rundt.

Jakob Fuglsang overraskende mange, da han takket være en forrygende enkeltstart - den bedste i flere år fra hans side - erobrede andenpladsen i Schweiz Rundt.

For mig var Fuglsang det mest imponerende i Schweiz Rundt

Lance Armstrong

Den danske Astana-kaptajn blev nummer otte på enkeltstarten og var hurtigere end Richie Porte, Wilco Kelderman og Nairo Quintana. Det betød, at han gik fra sjettepladsen til andenpladsen i klassementet.

Den præstation, samt Fuglsangs indsats på løbets hårdeste bjergetape, imponerer Lance Armstrong.

- Han er så stabil, og for mig var Fuglsang det mest imponerende i Schweiz Rundt, siger Armstrong i den seneste udgave af sin podcast 'The Move'.

Armstrong hæfter sig især ved to præstationer fra Fuglsang under løbet. Danskerens andenplads på 7. etape, hvor han blev nummer to, kun slået af Nairo Quintana, og så enkeltstarten på sidste etape.

- På den hårdeste etape, hvor Quintana vinder, og hvor Richie Porte begynder at få problemer - gæt hvem der kommer op til Porte - Jakob Fuglsang.

- Men hvad der er endnu mere utroligt og imponerende er, at han på den afsluttende enkeltstart går fra sjettepladsen til andenpladsen, siger Lance Armstrong.

Jakob Fuglsang fik andenpladsen på 7. etape, hvor Nairo Quintana vandt. Video: TV 2 SPORT

Ros fra Riis

Amerikaneren er langt fra den eneste, der har rost Jakob Fuglsang for indsatsen i Schweiz.

Også danskerens tidligere chef på Saxo Bank, Bjarne Riis, var ude med komplimenter til Fuglsang efter andenpladsen.

- Jeg tror, han har masser af selvtillid lige nu. Nu gælder det om, at han gør det rigtige op til Touren nu og det tror jeg, at han gør. Tage det stille og roligt. Der er lang tid til, at det skal gå rigtig stærkt i Touren, men det er fedt at se.

- Han er jo mega trimmet. Jeg har høje forventninger til ham, lød det fra en begejstret Bjarne Riis til TV 2 SPORT lige efter enkeltstarten.

Fuglsang var også tilfreds efter sin enkeltstart søndag og understregede, at moralen lige var blevet lidt bedre.

- Jeg er der, hvor jeg gerne vil være, og jeg tror stadig, jeg har mulighed for at presse den en lille smule mere. Nu kan jeg tage videre til Touren med ro i sindet og tage det lidt med ro i et par dage og vide, jeg er der, hvor jeg skal være. Jeg skal ikke ud og forcere før, sagde han efter løbet søndag til TV 2 SPORT.

Tour de France køres fra den 7.-29. juli og kan som altid følges på TV 2.

Du kan høre meget mere om Schweiz Rundt og hvilke Tour de France-favoritter, der ser skarpe ud efter de sidste opvarmningsløb til Touren er overstået i den seneste udgave af TV 2 SPORTs cykelpodcast. Find den via iTunes og SoundCloud ved at søge på 'TV 2 Cykling'.