Tour de France

Lars Bak vraget til Tour de France: - Det er helt underligt

For første gang i otte år skal Lars Bak ikke køre Tour de France. Det er mærkeligt, synes han.

- Det er ikke sådan, at min verden bryder sammen, fordi jeg ikke kører Tour de France. Men det er jo det største på kalenderen, og det er fedt at være med til. Hvis man ikke er skuffet over, at man ikke er med, så har man ikke den rigtige indstilling, siger Lars Bak til TV 2 SPORT.

Torsdag kom det frem, at den 38-årige rytter ikke er en del af Lotto Soudals Tour de France-hold. Og dét for første gang i otte år. 

- Det er helt underligt. Men nu er det med at nyde, at jeg har noget tid derhjemme og blive sulten efter at køre cykelløb igen. Jeg får en løbspause på 40 dage, og det er altså lang tid siden, jeg har prøvet det. Det bliver sjovt at prøve at holde ferie i juli måned.

De sidste syv år har der stået Tour de France under juli i Lars Baks kalender, men i år står den i stedet på familiehygge. Han fik den kedelige besked om fravalget i kølvandet på Giro d'Italia.

- Jeg er glad for, at jeg fik det at vide rimelig tidligt. Hvis det var blevet gjort som med Mørkøv sidste år, der først fik besked en uge før starten, havde det været meget mere frustrerende. Man træner jo som en sindssyg op til det.

Har ikke tabt modet

Selvom Lars Bak havde håbet at skrive sin ottende Tour-deltagelse på CV'et, var han klar over, at hans chancer var forringede i år.

En ny regel har skåret i antallet af ryttere, så holdene kun må tage otte ryttere med, hvor der tidligere var ni mand på hvert Tour-hold.

- Jeg er selvfølgelig skuffet, men jeg har haft noget tid til at vænne mig til tanken. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg rigtig gerne ville have været med. Men det er, som det er. Holdet har valgt dem, de synes, er de otte bedste, og det er Tour de France, så de skal selvfølgelig have de bedste med.

Lars Bak har efterhånden nået en moden alder for en cykelrytter, men han er på ingen måde mæt. Den 38-årige dansker har kontraktudløb efter sæsonen, og han håber at køre endnu en sæson på højeste niveau.

Derfor er næste mål at vise sig frem i et stort etapeløb.

- Der er masser af løb endnu, og jeg har bestemt ikke tabt modet. Det kan være, jeg skal gå efter at komme med til Vuelta a España.