Tour de France

Dansk stortalent får Tour de France-debut

Arkivfoto af Søren Kragh Andersen da han vandt en etape i Schweiz Rundt.

Cykelrytteren Søren Kragh Andersen bliver den femte dansker i 2018-udgaven af Tour de France.

Se Tour de France på TV 2 PLAY.

Søren Kragh Andersen gør de fire Astana-danskere selskab i årets Tour de France, der begynder på lørdag.

Mandag eftermiddag har Team Sunweb udtaget sine otte ryttere til verdens største cykelløb, og her er den 23-årige fynbo iblandt.

2018-udgaven bliver Kragh Andersens debut i løbet og hans anden Grand Tour i karrieren. Sidste år kørte han Vuelta a España, hvor han blev nummer 106.

Vigtig hjælper for Dumoulin

Det var ventet, at der ville blive plads til den unge dansker på Sunwebs Tour-hold. I denne sæson har han flere gange gjort sig positivt bemærket - blandt andet med en etapesejr i Schweiz Rundt som det største resultat.

I Tour de France bliver Søren Kragh Andersens primære opgave at hjælpe sin kaptajn Tom Dumoulin, der kommer til Frankrig med ambitioner om at blande sig i kampen om podiepladserne.

Team Sunweb har ikke tidligere haft det samlede klassement som fokus i Tour de France, men sådan er det i år.

De øvrige seks ryttere på Sunweb-holdet er Nikias Arndt, Laurens ten Dam, Simon Geschke, Chad Haga, Michael Matthews og Edward Theuns.

Kelderman ikke til start

Holdet må undvære Wilco Kelderman, der endnu en gang er kommet til skade med sin højre skulder. Første gang var i Tirreno-Adriatico i marts, og i forbindelse med de hollandske mesterskaber søndag slog han den igen.

De fire Astana-danskere er Jakob Fuglsang, Michael Valgren, Magnus Cort og Jesper Hansen.

Tour de France begynder med en flad etape, og samtlige 21. etaper kan følges direkte på TV 2, TV 2 PLAY og tour.tv2.dk.