Tour de France

Managertips til 10. etape af Tour de France

Her får du tips og tricks til dit managerhold i Tour-spillet.

Flere hold har formentlig brugt løbets første hviledag på at gøre status efter blandt andet en holdtidskørsel og brostensetape, der kan have vendt helt op og ned på situationen for flere klassementsryttere. Efter mere end en uge på flade veje, enkeltstartscykler og toppede brosten ændrer løbet nemlig fuldstændig karakter, og det er tid til den første rigtige styrkeprøve i bjergene.

SÆT DIT MANAGERHOLD HER

Etapen byder på 158,5 kilometer i alperne over fem kategoriserede stigninger, hvoraf flere er modbydeligt stejle med tocifrede stigningsprocenter stort set hele vejen. Som Tourmanager kan man nemt komme til at rive sig i håret over sådan en etape, da man frygter, at et udbrud kører af sted og holder hjem, lige når man har plastret holdet til med klassementsryttere. Dog er der bjerge på menuen de næste tre etaper, hvilket gør beslutningen noget lettere.

Det helt store spørgsmål er naturligvis, hvordan styrkeforholdet ser ud på nuværende tidspunkt. Chris Froome (12.5M) har flere år haft for vane at forsøge at smadre konkurrenterne på første bjergetape, men hvordan ser formen ud efter at have kørt – og vundet - Giro d’Italia?

Den korte, men stejle finale med først Col de Romme og Col de la Colombiere ligner et perfekt afsæt til angreb, og nedkørslen mod mål ligner umiddelbart en invitation til ryttere som Romain Bardet (9.5M), Vincenzo Nibali (10.5M) og Chris Froome (12.5M), mens ryttere som Richie Porte (10.5M), Tom Dumoulin (10.5M) og Nairo Quintana (11M) formentlig bare skal overleve.

I prislejet under de dyreste klassementsryttere finder man unge, klatrestærke ryttere som Lilian Calmejane (4.5M), David Gaudu (4M), Antwan Tolhoek (3M), Guillaume Martin (4M) og Tiesj Benoot (4.5M), der vil prøve at sidde med så længe som muligt. Siger mavefornemmelsen, at der også skal satses på en udbryder eller to, kan man dårligt komme uden om Thomas De Gendt (3.5M).