Tour de France

Managertips til 13. etape af Tour de France

Her får du tips og tricks til dit managerhold i Tour-spillet.

En rigtig frustrerende dag i livet som Tourmanager. På papiret ligner det en sprinteretape, men efter tre opslidende dage i bjergene er det tid til at gøre status og se, hvordan benene har det hos især sprinterholdene.

SÆT DIT MANAGERHOLD HER

Nogle vil håbe på en halv hviledag, mens andre vil se det som en oplagt mulighed for at få en etapesejr med hjem. Så skal man satse på sprintere, et udbrud eller beholde et par klassementsryttere, der giver sikre point for placeringerne i klassementet?

Det er måske nu, man for alvor begynder at se det nye format med kun otte ryttere på holdene gøre det svært at kontrollere etaperne. Også varmen kan få betydning for lysten til en hård arbejdsdag i front af feltet, men omvendt kan der sidde sprintere som Arnaud Demare, John Degenkolb, Edvald Boasson Hagen, Michael Matthews og Peter Sagan, der er kommet bedre over bjergene end de tunge folk, som ser det som en oplagt mulighed for at slå en række møre supersprintere.

Med andre ord er det altså en dag, hvor man kan risikere forspringet ved at satse stort på en massespurt eller et udbrud, der ikke kommer. Det kan derfor være en god taktik at kigge på statistikken i spillet, der viser, hvad andre gør, hvis man vil spille sikkert. Omvendt er det også en unik mulighed for at tage en chance og måske tage et stort spring op i tabellen i den interne gruppe.

Er der stadig mange sprintere med i løbene, og er deres hold rimelig intakte, er mine penge på endnu et spurtopgør, før det igen går opad. Men sprinterne har ikke noget at gøre de kommende dage, så det vil nok kunne betale sig at beholde i hvert fald et par af klassementsrytterne –især dem der eventuelt kan afslutte på den korte, stejle rampe op mod flyvepladsen i Mende i morgen.