Tour de France

Managertips til 6. etape af Tour de France

Her får du tips og tricks til dit managerhold i Tour-spillet.

Der er gensyn med den efterhånden velkendte afslutning på Mûr de Bretagne, hvor senest Alexis Vuillermoz (5.5M) slog hullet og vandt i 2015 foran Daniel Martin (7.5M) og Alejandro Valverde (10M).

SÆT DIT MANAGERHOLD HER

De navne giver også en god indikation af, hvem der kan vinde på en afslutning som denne. Peter Sagan blev i øvrigt nummer fire og Van Avermaet (7M) nummer seks på etapen, men ellers var det klassementsfolkene, der besatte top-10.

Det er derfor oplagt at pege på Ardenner-specialisterne Alejandro Valverde (10M) og Julian Alaphilippe (7.5M) som favoritter til sejren, men stigningen er ikke helt så skrap som eksempelvis Mur de Huy, så ryttere som Sagan, Matthews og Van Avermaet bør stadig være i spil til sejren, hvis du har dem på dit hold fra de forgående dage.

Hold derudover skarpt øje med Adam Yates (8M), der blev nummer syv i 2015 og kun er blevet bedre og mere selvtillidsfyldt siden. Et par billigere bud på en outsider til sejren kunne også være skarpe afsluttere som Rudy Molard (4.5M) eller Jesus Herrada (4M), der før denne sæson tog et skridt ned fra storholdet Movistar til Cofidis for blandt andet at kunne få mere frihed.

Vær dog opmærksom på, at de i år faktisk kører stigningen to gange i finalen. Det kan betyde, at puncheur-typerne måske bliver endnu mere udfordret og må overlade scenen fuldstændig til klassementsrytterne.

Måske kan der endda være en gul trøje at køre om, hvis man kan få gjort løbet hårdt nok, hvis en rytter som Michael Matthews sidder i førertrøjen efter holdtidskørslen. Et ekstra incitament til at køre efter den gule ville således være, at det kan have betydning for rækkefølgen af holdbilerne på de frygtede brosten på 9. etape.