- Jeg har brugt langt over et år af mit liv på at være til Tour de France

16x9
Brian Nygaard (th) har siden 2017 været ekspertkommentator på TV 2. Foto: TV 2 SPORT

KOMMENTAR

Det er altid en speciel følelse at rejse til Tour de France.

I ugerne inden kan man mærke, at noget snart skal ske. Årets største opgave, den mest krævende og den mest vanvittigt spændende. I dagene op til afgang vokser kufferten i takt med, at linjer på huskesedler bliver streget ud, man tæller ned, forbereder sig, læser, tager noter og får hvilet ordentligt ud, for når det hele går i gang, er det, som om dagene ironisk nok på én gang bliver enormt lange, faktisk endeløse -men tiden til at lave andre ting forsvinder totalt.

Jeg kunne ikke køre bil og løj om mine skriveevner. Det var min heldige, gyldne lotteriseddel

Man tager ikke til Touren med en halv tube tandpasta, da det kunne være et totalt overskueligt projekt lige at finde en ny, hvis man stod og manglede. Man forsøger det helt vanvittige projekt, det er at pakke en kuffert til en hel måned uden helt at kende vejrudsigten, udover at det formentlig bliver skide varmt og muligvis køligt eller regnfuldt i bjergene en dag eller to. Alt er på én gang en slags rutine, og alt er samtidigt ret umuligt at forudsige. Heldigvis.

Det er 18. gang, jeg rejser til Touren, og jeg skriver det her om bord på flyveren fra Pisa til München, inden jeg skal videre derfra til Nantes - ikke så langt fra, hvor det hele starter.

Når jeg regner på det, har jeg brugt langt over et år af mit liv på at være til Tour de France. Siden jeg blev færdig på universitet, har cykelløb været den mest faste bestanddel i alt, jeg har lavet. Jeg kom ind i det ved et tilfælde, blev hængende, og på den måde blev hele cirkusset og det liv, det giver, mit. Egentlig var det det længe før, da jeg sad klistret fast foran skærmen i mange år inden da. Fra jeg første gang så Jørgen Leths cykelfilm nede i en lille, mørk biograf på Statens Filmcentral i Mejlgade i Aarhus, var jeg hooked. Totalt hooked.

Jørgen Leth og Brian Nygaard under Tour de France i 2011.
Jørgen Leth og Brian Nygaard under Tour de France i 2011. Foto: Nils Meilvang / Scanpix

Fra da af så jeg hvert minut af samtlige cykelløb, jeg overhovedet kunne komme til. I så stort omfang, at min vejleder på universitet først gjorde nar af mig og brugte mig som eksempel, når han forelæste i Moral og Etik. Sidenhen tror jeg faktisk, at han blev reelt bekymret for, at jeg havde mistet forstanden. Det ved jeg ikke, om jeg havde, men jeg havde fundet noget, jeg elskede højere end mit studie, og som jeg ville vide alt om. Alt.

Årene gik, og det er snart længe siden, jeg fik chancen for at være med for første gang i 2001, da daværende pressechef for Bjarne Riis, journalist og macho-man Anders Bay, spurgte, om jeg havde et kørekort, og om jeg kunne skrive. Hvis det var tilfældet, kunne jeg hjælpe til under Touren. Jeg kunne ikke køre bil og løj om mine skriveevner. Det var min heldige, gyldne lotteriseddel, der gav mig adgang til verdens største cykelløb og til en drøm om at komme tæt på.

Jeg var pludselig med. I biler og busser, hoteller, pressekonferencer, målstreger, podier, hospitaler og rastepladser med pivdårlige sandwiches. Jeg har været med så meget rundt, rent fysisk, at det hele smelter sammen til en stor, farverig, lykkelig, tragisk og eventyrlig ophobning af liv i min personlige verden. Jeg har nogle gange svært med at skille løbene ad år for år, bortset fra de situationer og mennesker, der har brændt sig fast i min formentlig svigtende hukommelse: Tour-sejre og de store skandaler. At se folk opnå det største i deres liv og at se folk miste alt fra den ene dag til den anden. Alt det tager jeg med mig og prøver at bruge i min måde at se sporten på nu.

Jeg har været heldig at arbejde på meget forskellige hold. Forskellige kulturer, sprog og måder at arbejde på. Jeg har været heldig at møde folk, der tænker anderledes, end jeg gør. På begge sider af det, man nogle gange kalder det ”hegn”, der adskiller journalister og sportsfolk. Et hegn, jeg altid har arbejdet for at sænke eller i hvert fald trække så langt ned, så folk kan se hinanden i øjnene med en slags gensidig respekt og forståelse. Det kan nogle gange være lige svært på begge sider, men det bliver det ikke mindre interessant af.

Der er meget på spil i professionel sport. Penge, prestige og drømme, der skal befries. Det samme gælder til dels for medierne også. De skal levere, producere og formidle varen, kommercielt og journalistisk. Dopingskandaler og alle sportens problemer har skabt afstand mellem sport og publikum, som heldigvis langt, men for mig at se, nogenlunde sikkert at være at blive mindre igen. Sportens evne til at overleve er totalt afhængig af, at folk tror på det, de ser. Jeg tror i udgangspunktet på det meste af det, jeg ser, men jeg prøver så godt jeg kan at kvalificere mine øjne ved at tænke mig om og forstå sammenhænge bedst muligt. Baseret på kendsgerninger og begavede oplysninger.

Da jeg forrige år besluttede mig for at sige mit job op som pressechef, var det, fordi jeg var mæt. Efter 16 år i mere eller mindre den samme funktion med den samme kalender, tætpakket af rejsedage, e-mails og projekter, var det tid til at prøve noget andet, inden det blev for sent og med fare for, at jeg bliver en bitter klovn, der ikke kunne finde ud af at sige stop. Men jeg vidste faktiske ikke, hvad jeg skulle lave, så det at sige op var en måde at udfordre min fremtid på.

Ved et tilfælde mødte jeg TV 2s sportschef, Frederik Lauesen, på Falsled Kro, hvor vi stod og spiste en hotdog ved siden af hinanden til kroens årlige julearrangement. Han var nabo til det smukke, gamle sted, og jeg var der, fordi jeg havde været med til at skrive en bog om det. Så stod vi der og talte om løst og fast. Jeg kan ikke huske hvorfor, men på et tidspunkt spurgte han mig, hvor længe jeg egentlig havde tænkt mig at være pressechef, og om jeg havde overvejet at blive kommentator.

Et eller andet faldt på plads for mig i samme sekund, han spurgte. Der lå min vej væk og samtidig hele vejen tilbage til det, der havde fænget mig så inderligt, da jeg for snart 25 år siden så mit første cykelløb på TV 2 med Jørgen Leths og Jørn Maders vidunderlige stemmer i ørerne gennem hele sommeren. Jeg skulle være kommentator. Ugen efter mødtes jeg med Frederik og TV 2 SPORTs chefredaktør John Jäger, og det hele kom ret hurtigt på plads. For anden gang i mit arbejdsliv havde heldet åbnet en dør på klem, og nu var det bare om at få den losset op.

Det var været et enormt privilegie at få lov at lære så meget nyt og se mange ting på en anden måde som kommentator. Det er jeg meget ydmyg overfor, for det er en chance, jeg har fået. Det er stadigvæk ret nyt, men for hver gang, jeg prøver det, føles det mere og mere rigtigt. Jeg elsker mit team. Mine gode venner Rasmus Staghøj og Chris Anker Sørensen, og jeg glæder mig så meget til, at vi skal arbejde sammen igen og formidle løbet sammen. Og jeg har endeløs respekt for Dennis, Rolf og min store helt og kammerat, Jørgen. Vi er bakket så godt op af dygtige kolleger omkring os ude og hjemme, og det er alt sammen for at bringe løbet og dets historier så tæt som muligt for jer, der ser på. Vi skal gøre det levende, begejstret og kritisk. For dem, der ser løbet for første gang, for dem, der ser det hver sommer, og for dem, der udelukkende kigger med for at se, om vi siger noget forkert. Vi skal lave tv for dem alle sammen, synes jeg. Den opgave er det eneste, jeg tænker på – udover hvor vi skal spise, og hvordan fanden vi egentlig kan få vasket tøj i den tredje uge.

Nu er vi landet i München, og om lidt skal jeg videre til Frankrig. Videre til en ny, stor, larmende og fantastisk Tour. Der er nye historier, der skal fortælles.