Tour de France

Managertips til 15. etape af Tour de France

Her får du tips og tricks til dit managerhold i Tour-spillet.

Løbets mest oplagte udbrudsetape. Den er helt sikkert for svær til sprinterne, og der er med al sandsynlighed for langt hjem fra toppen af sidste stigning, til at klassementet har lyst til at spille ud mod hinanden. Så hvis du har siddet og bandet og svovlet over, at Serge Pauwels eller Thomas De Gendt brugte hele dagen i går bagerst i feltet, så skal du ikke skifte dem til i dag.

SÆT DIT MANAGERHOLD HER

Allerede indenfor de første 10 kilometer af etapen skal rytterne over en kort kategori-3-stigning (3,1 km à 5,9%), og spørgsmålet er, om den er nok til at etablere et udbrud med bjergstærke folk, eller om kampen for at komme i udbrud kan vare så lang tid, at rytterne nærmer sig den noget længere kategori-2-stigning, før det rigtige hug kører væk.

Er en rytter som Peter Sagan eller Michael Matthews bagud i kampen om den grønne trøje, kan man sagtens forvente at se aktivitet fra dem - om ikke andet så for at støvsuge pointspurten mellem de to stigninger.

Andre potentielle navne i et udbrud kunne være Tiesj Benoot (4.5M), Bob Jungels (6.5), Tony Gallopin (5.5M), Lilian Calmejane (4.5M), Dani Navarro (5M), Luis Leon Sanchez (5M) og en af Izagirre-brødrene (5.5M/5M). Ryttere fra placeringerne 15-40 i klassementet, der er stærkere end de fleste, men som godt kan få snor nok af feltet til at køre hjem. Måske nogle endda ser det som en mulighed for at springe tilbage i periferien af top-10.