Tour de France

Managertips til 18. etape af Tour de France

Her får du tips og tricks til dit managerhold i Tour-spillet.

Hvis du som Tourmanager ser denne etape og er lidt utilfreds med arrangørerne, er det nemt at forstå. Den gode stime af udskiftningsfattige bjergslag bliver nemlig afbrudt af en pandekageflad etape til den traditionsrige Tour-by Pau. Mange i feltet vil formentlig hilse etapen velkommen som en halv hviledag, før de sidste store slag skal slås, mens du som manager risikerer at skulle sluge en del transfergebyrer på den lille geografiske afstikker.

SÆT DIT MANAGERHOLD HER

Dog er det værd lige at gøre status. Hvor mange faldt for tidsgrænsen på vanvidsetapen i går? Hvor intakte er sprinterholdene? Hvor fladt er hierarkiet blandt sprinterne? Hvordan ser kampen om den grønne trøje ud?

Svarene på mange af de spørgsmål kan være med til at fortælle, om vi får en generalprøve på spurten i Paris, eller om også sprinterholdene er for trætte og i stedet vælger at slå op i banen og lade et udbrud komme afsted. Eventuelt sender de en hurtig mand med og lader ham køre sin egen chance i en mindre gruppe.

Den store etapebonus for 9 mand i top-15 er alligevel væk, så det kan næppe betale sig at skifte alle ryttere på holdet. Tag i stedet kalkulerede chancer og regn ud, hvad der skal til, før du bytter en klassementsrytter for en sprinter. Du kan formentlig bytte mange ryttere lige over eller finde et billigere alternativ, så der er en del matematik i, hvad der bedst kan betale sig i forhold til transfer og bankrente. 

Det kunne nemt være en dag, hvor typer som Jasper Stuyven (5.5M), Jens Keukeleire (4.5M), Greg Van Avermaet (7M), Marco Marcato (3.5M) eller Edvald Boasson Hagen (7M) tager chancen, og hvor Peter Sagan og Michael Matthews sniger sig med i et udbrud og fordeler pointene til den grønne trøje imellem sig, hvis de har slået hullet til de andre sprintere i den konkurrence. Hold også øje med et ungt talent som Amund Grondahl Jansen (3M), der er hurtig på stregen, hvis han er kommet godt igennem Grand Tour-debuten.