Tour de France

Managertips til 20. etape af Tour de France

Her får du tips og tricks til dit managerhold i Tour-spillet.

Hvis der er noget, der mangler at blive sat på plads efter bjergene, skal det ske i dag – på løbets første og eneste enkeltstart. Til gengæld har arrangørerne fundet 31 udfordrende kilometer, der i endnu højere grad end normalt kommer til at handle om, hvad rytterne har tilbage i tanken, end hvordan deres evner er mod uret. Vinderen skal derfor findes hos en rytter, der både er kommet godt ud af sidste uge og som har evnerne på en enkeltstartscykel.

SÆT DIT MANAGERHOLD HER 

Ruten er langt fra flad og byder på en masse rytmeskift undervejs, så det er ikke en typisk tonserrute. Fire kilometer fra mål skal rytterne ligeledes igennem et syrebad af en anden verden, når de skal over en kort, men stejl rampe, der i gennemsnit stiger 10,2%.

Derfor er det på forhånd oplagt at pege på ryttere som Chris Froome og Tom Dumoulin som vinderkandidater. Richie Porte skuffede på enkeltstarten i Schweiz Rundt, men mestrer normalt disciplinen bedre end de fleste direkte konkurrenter. Det samme gør Geraint Thomas (7.5M), der tilmed har mulighed for en holdbonus, hvis eksempelvis Froome vinder. I det hele taget ville det ikke være en overraskelse, hvis fire-fem Sky-ryttere kører i top-10. Både Kwiatkowski (7.5M), Poels (6.5M), Castroviejo (4M) og Bernal (6.5M) har vist, at de kan køre et drøn af en enkeltstart på Team Sky’s toptunede Pinarello-cykler. Deres materiel ér og bliver en fordel.

Derudover skal der sættes en stor stjerne ud for Primoz Roglic (7.5M). Den slovenske ex-skihopper er dygtig på en enkeltstartscykel og har måske endda en placering at køre for i klassementet. Hold også øje med Pierre Latour (5.5M), der måske kæmper for den hvide trøje, og specialister som Stefan Küng (4.5M) og Maciej Bodnar (4M). Og glem ikke danske Søren Kragh Andersen (4.5M), der både selv kan levere et brag af en tidskørsel og måske høste bonussen, hvis verdensmesteren og holdkammeraten Tom Dumoulin vinder.