Tour de France

Jeg kunne oprindeligt ikke lide holdtidskørsler

Klumme: Jørgen Leth fortæller om de traditioner og historier, der møder feltet på deres tur gennem Frankrig.

Allerede på trediedagen bliver feltet kastet ind mod den mur, som en holdtidskørsel er. Det er en voldsom affære. Og hvis der var nogen rytter, der drømte om at komme let igennem første uge, så kan de godt tro om. Holdtidskørslen tvinger de enkelte ryttere til at være på maximum, i al fald en del af distancen og give sig fuldt ud for fællesskabet. Det lyder idealistisk, men det er en rå realitet. Hvis man ikke kan ofre sig, er det et personligt nederlag. Sommetider ligefrem en ydmygelse.

Jeg kunne oprindeligt ikke lide holdtidskørsler. De var for mekaniske, og det var i mine øjne irriterende, at det nørdede, cykeltekniske i den disciplin fik alt for meget at sige. At selve det disciplinære fik så stor plads. Så kom superman-holdet Gewiss-Ballan, som i et par onde år understregede lige præcis det robotagtige. Det var efter min mening ikke kønt. Det var for meget science fiction.

Men senere har jeg ikke bare vænnet mig til tidskørslerne, men kan nu også ligefrem nyde at se rytterne i formation vise en anden smuk side af cykelsporten. I længden har det også gjort indtryk på mig, at Dennis Ritter kunne blive ved at gå ned i detaljedyrkelsen med sin saglige og æstetisk henførte beskrivelse af holdkørslen. Den ofte knivskarpe balanceren, når de skifter position i gruppen. Pludselig kan man gyse med, når det for eksempel synes at være svært for sidste mand at lukke et mindre hul op til hjulet lige foran ham.

BMC-holdet på en tidskørsel

Jeg sidder en formiddag i marts og skriver disse linjer om det løb, vi skal se i juli. Ind imellem fristes jeg til at se fjernsyn fra en af etaperne i Tirreno-Adriatico. I går så jeg netop holdkørslen, og der var på en forholdsvis kort rute et rigt udvalg af stilistisk og taktisk forskellighed. Det gjorde især indtryk på mig, at et af favoritholdene BMC tog så køligt på idéen om at holde holdet samlet indtil de sidste kilometer. Det så de stort på, og var i en længere periode kun fire mand tilbage.

Det har ikke noget med afslappethed at gøre. Det må være en kalkuleret risiko baseret på en analyse, som siger, at de fire bedste kan bære ansvaret for vindertempo. Det er en model, de må have eksperimenteret sig frem til. Der må også være en del psykologi i det. Man har skabt enighed om den model. Det vil sige en klar forståelse af, at nogle kan noget særligt, og det skal man benytte sig af. Det var meget imponerende. Og det siger noget om, i hvilken retning tidskørslerne går.

Den idealistiske model med alle mand med hjem er smidt væk. Nu spiller man højt spil. Og har på forhånd valgt den kvartet, der kan køre den hjem.