Tour de France

Starten kan ikke undgå at blive svimlende smuk

Klumme: Jørgen Leth fortæller om de traditioner og historier, der møder feltet på deres tur gennem Frankrig.

De næste etaper bliver en ren Bretagne-festival. Løbet rammer for en gangs skyld sydkysten af Bretagne og drejer så ud om den forrevne, søndersplittede vestkyst og spidsen, og den store by Brest, før den tager et sving ind over og til sidst rammer Mur de Bretagne, før feltet og løbshistorien forlader den store halvø, der rager ud i Atlanten.

Starten kan ikke undgå at blive svimlende smuk, den rammer ind i Morbihan-bugten, som er noget af den mest spektakulære geografi, man kan opleve i Frankrig

Jørgen Leth

Man kan også sige, vi starter blødt, men smukt. Ind i bugten med de mange skibe. Men fortsætter vildt, i morgen, ud i det forrevne klippekyst-helvede. Det er den store kulisse, der er ved at blive sat op til cykelløbets passage. Også et godt stykke galler-romer historie.

Jeg glæder mig til at se løbet ude i denne gren af Frankrig. Det plejer jo at være sådan, at vi Tour ruten skærer Bretagne-halvøen midt over, og cykelløbet udkæmpes inde ved roden af halvøen.

Denne gang er det som om, Touren samler op på den forsyndelse, og virkelig har besluttet sig for at bruge Bretagne i fuldt dramatisk udtræk. Først Morbihan bugten, hvor Cæsar ville tvinge gallerne i knæ. Gallerne havde en bedre flåde og var mere erfarne i søslag, men vejret var for mildt de dage, da slaget stod, og de romerske marinere fandt midlerne til at gennemhulle de forsvarende skibe. Cæsars krigschef Brutus (ham der senere blev stukket ihjel i Senatet) vandt det første store slag.

Megalit

Ordet megalit stammer fra græsk og betegner i grove træk store, uforarbejdede sten, der ligger i landskabet.

Senere er ordet blevet anvendt for de monumenter, der er blevet bygget af netop denne slags sten.

Den mest kendte megalit er Stonehenge i England, men de findes overalt i større og mindre skala. 

Målbyen Sarzeau ligger i læ i et hjørne af bugten på halvøen Rhuys. Lige overfor i samme bugt finder man et af de mest interessante megalitiske monumenter i Bretagne. Og dem er der mange af her. Det er som om, man er i et fortryllet land. Den her megalit er 6 meter høj og 50 meter i omkreds. Det føles voldsomt.

Flere steder kan man få en oplevelse af, at en usandsynligt stor kæmpe har flyttet rundt på nogle klipper og lagt dem i pæne rækker. Eller i al fald i en slags orden. Det kan føles som om, man er trådt ind i en fjern fortid, hvor store ting har fundet sted. Stenene kan også ses som et sprog. Som nogle mystiske budskaber, der er lagt på en måde, som skulle tale til Jordens beboere.

Eller sende morsesignaler til den tids guder.

Megalit i dagens målby.