- Jeg frygter den etape på rytternes og Tourens vegne

16x9
Marcus Burghardt er en af mange ryttere, der har været styrtet på de første etaper. Foto: Stephane Mahe / Ritzau Scanpix

KOMMENTAR

Jeg kan ligeså godt sige det med det samme: jeg er ikke totalt overbevist om, at brostensetapen er noget, Tour de France skal gøre til et fast indslag.

Nu er den med i år, og det bliver spændende. Jeg glæder mig faktisk rigtigt meget. Det bliver en af de mest spektakulære etaper i år.

Men jeg frygter den også på rytternes - og i virkeligheden også på løbets vegne. Det har jeg lidt svært ved at slippe. Og det er ikke fordi, jeg ikke elsker at se brostensløb, positionskamp og store taktiske fremstød, der ryster feltet. Det holder jeg voldsomt meget af. Men jeg frygter den på deres og løbets vegne, fordi jeg tror, der kommer til at ske mange styrt. Ryttere, der slår sig så meget, at det kommer til at koste dem Tour de France.

Risikoen lever man lidt anderledes med til forårsklassikerne, da det på en måde er en præmis for den type løb. Det er det så også stille og roligt blevet i Tour de France, det har vi set meget tydeligt i år. Men tilføjelsen af en brostensetape forstørrer det mange gange. For mange gange måske?

Tour de France er meget mere end bare bjergetaper, og selvfølgelig skal vi have et varieret terræn, og rytterne skal udfordres på alle ender og kanter på vejen til Paris. Det terræn indebærer så også en brostensetape i år, der er meget vildere, end noget jeg har set før.

Jeg håber, det bliver en fantastisk dag, hvor vi får et vidunderligt cykelløb, men jeg frygter, at styrt vil sætte nogen ud af spillet, så vi kommer til at savne dem sidenhen.

Forestil dig, at Landa, Bardet eller Quintana ikke kan køre med om podiet i Paris, fordi de står på hoved og røv henover en brostensvej. Det er meget, meget langt fra det, Tour de France skal handle om. Styrt skal ikke afgøre verdens største cykelløb, det skal de høje bjerge og - helst lidt mindre - den sidste enkeltstart.

Jeg føler egentlig ikke, at jeg er så gammeldags i forhold til cykelløb. Der må gerne være nye, vilde elementer. Jeg er enormt glad for de korte bjergetaper for eksempel. Men jeg har ikke lyst til at se flere styrt. Alvorlige styrt, der får en indflydelse på resten af løbet. Jeg bryder mig ikke om at se rytterne komme til skade, og jeg synes, der er noget temmelig makabert i vejen med dem, der betragter det som underholdning. Jeg har heller ikke brug for tv-billeder af ryttere, der ligger krøllet sammen, liggende ude i siden af vejen. Og slet ikke, når vi ikke ved, hvor slemt det er fat med dem.

Det er helt sikkert noget, der kommer på dagsordenen, når der bliver kørt på de legendariske, nordfranske veje på søndag, og det er en interessant diskussion. Jeg håber på en vild og smuk etape. Fint nok med reelle tidstab og gevinster til de hold og enkelte rytterne, der vil bruge etapen til noget. Det skal nok blive stort.

Og når alle så er kommet helskindet igennem: Ja, så vil der falde en sten fra mit hjerte.