Cykling

Det hører med til legenden, at de kan forlise, styrte og miste alt

Klumme: Jørgen Leth fortæller om de traditioner og historier, der møder feltet på deres tur gennem Frankrig.

Støvskyen, der marcherer. Flere støvskyer. De ujævne brosten. Pavéerne hulter til bulter. Hullerne i vejsiden. Og fra en anden tid: De sorte ansigter, der kommer op fra minerne. Og efter cykelløbet fra slaget ude på brostenene til det varme bad. Hjertegribende portrætter i de grove brusekabiner eller ude ved busserne.

De minearbejdere, som området er kendt for. Den gamle rytter, verdensmester og forhenværende minearbejder Jean Stablinski. En emblematisk figur. Det er sådan nogle billeder, der hører til historien om Paris-Roubaix. Det bliver ved med at fascinere fotografer og andre, der sætter pris på det ekstreme.

Thor Hushovd i en af de legendariske brusekabiner efter Paris-Roubaix

Der har før været Tour-etaper oppe i ”helvedet nordpå”, altid diskuteret med forargelse. Mod de grusomme løbsejere, som ikke tager hensyn til rytternes liv og lemmer. Modsat med begejstring for at de tør indlemme det vanvid i det store løb. Sådan er det. Lige præcis sådan ser fronten ud. Mellem humanisme og sportslig kynisme.

Men det er jo også cykelsportens styrke, at man kan genbesøge de mest sagnagtige og de vildeste steder. Man må ikke glemme at bruge sine øjne, som min far altid sagde til mig, før jeg drog ud på en rejse: ”Husk nu at bruge dine øjne”.

Så når Tour de France genbesøger en scene fra et andet løb og dermed griber tilbage i cykelsportens historie for at indvie os i nogle vigtige billeder, så giver det god mening.

Vi vil gerne se nutidens ryttere måle sig med fortidens helte.

Det hører med til legenden, at de kan forlise, styrte og miste alt. Det er shakespearisk i sin storhed.

Hvem af favoritterne vil komme bedst igennem? Hele fortsættelsen er på spil. Men det er jo cykelløbets kerne. Der kan ske det ene eller det andet. Fortsættelsen er altid på spil.

Vi vil gerne se nutidens ryttere måle sig med fortidens helte.

Jørgen Leth

Vi har før set, hvad Tour-iscenesætterne har lyst til at lave med løbet. Hvad det kan give, og hvad det kan koste.

I 2010 var der totalkaos med jamrende ryttere og virvar. Jeg glemmer aldrig synet af Fabian Cancellara som i enorm fart agerer bodyguard og eskorte for Andy Schleck. Storebror Fränk Schleck er efterladt i vejkanten med tre knoglebrud.

Cancellara følger Andy Schleck sikkert over brostene i 2010-udgaven af Tour de France

Joakim Jakobsen roser i sin bog ’Tour de France, Verdens hårdeste cykelløb’ ASO for at have givet os et løb ”med mindre forudsigelighed, mere friskhed, større geografisk og topografisk spredning.”

Fränk Schleck er imod den udvikling. Han siger, at ”de, der planlægger Tour ruten, har ingen ret til at gamble med rytternes helbred, bare for at lave et spektakulært løb.”

Han piver altid.

Christian Prudhomme sagde i 2010: ”Jeg ønsker at modvirke, at rytterne opbygger et skema med gentagelser og rutiner”.

Og Fabian Cancellara satte tingene på plads med denne simple konstatering:

”Sådan er landevejscykling. Nogle dage vinder du, andre dage taber du.”

Den diskussion vil helt sikkert komme igen efter dagens etape. Jeg mener, at ASO er på vej til at forbedre løbet. Vi gør status i morgen.