Tour de France

Tour-favoritten Richie Porte er udgået efter styrt

BMC's kaptajn og en af løbets største favoritter, Richie Porte, er ude af årets Tour de France efter et styrt kort inde på 9. etape.

Otte kilometer skulle der gå, før de første dramatiske scener udspillede sig på 9. etape af Tour de France, som på forhånd blev betragtet som en af de mest spændende af slagsen.

Her styrtede den australske stjerne Richie Porte, og kort efter stod det klart, at han ikke var i stand til at fortsætte. Det skete allerede inden det første brostensstykke.

- Vi er knuste over at meddele, at Richie Porte, er styrtet og udgået af 9. etape. Vi vil komme med yderligere information, når det er muligt. Tak til alle vores fans for støtten, skriver BMC på Twitter.

- Vi kan bekræfte, at Richie Porte er på vej til hospitalet til en nærmere undersøgelse. Ingen kunne have forestillet sig, at etapen skulle starte på den måde. Men vi har stadig syv ryttere i løbet, og vi står bag ham 100 procent, skriver holdet i endnu et tweet.

Richie Portes kone, Gemme Nicole Porte, har også reageret på de grimme billeder.

- Jeg hader cykling, skriver hun.

BMC vil vinde etapen, siger Riis

Med et BMC-hold uden Richie Porte er de nødt til at tænke i andre baner. Det sker ifølge Bjarne Riis allerede på 9. etape.

- BMC har allerede skiftet fokus. De sidder i front, og de vil nu vinde etapen med Greg Van Avermaet og holde ham i gult, siger Bjarne Riis, som også har et bud på, hvem de kommer til at satse på i klassementet.

- Det er Tejay van Garderen. Men jeg tror ikke, at de satser så meget på ham, som de ville gøre med Richie Porte. Derfor tror jeg også, at Greg van Avermaet kører sin egen chance i dag.

I samme styrt udgik også Movistar-rytteren José Joaquin Rojas. Også danske Michael Valgren var nede, men han er på cyklen igen i en meget flået trøje.

Udgik også sidste år

Den uheldige BMC-rytter led lignende skæbne i sidste års Tour de France. Dengang styrtede Porte på nedkørslen fra Mont du Chat-stigningen - dengang også på 9. etape.

Dengang brækkede han sit bækken og kraveben. Det var også sidstnævnte, han straks tog sig til i vejkanten på 9. etape i år.

Se højdepunkterne fra 9. etape af årets Tour de France. Video: Jacob Nordestgaard Lage

Opdateres...

De er udgået af Touren

  1. Anden etape

    - Luis Leon Sanchez (Astana)

    - Tsgabu Grmay (Trek-Segafredo)

    Allerede på andendagen styrtede en af Jakob Fuglsangs vigtigste hjælpere på Astana. Luis Leon Sanchez brækkede albuen og fire ribben og kunne derfor ikke fortsætte i årets Tour de France.

    Inden da havde etiopiske Tsgabu Grmay trukket sig fra etapen og løbet med store smerter i maveregionen.

  2. Fjerde etape

    - Axel Domont (AG2R)

    Med bare fem kilometer til mål af fjerde etape mistede Romain Bardet en vigtig hjælper. Axel Domont røg i asfalten, brækkede kravebenet og var ude af årets Tour de France.

  3. Femte etape

    - Tiesj Benoot (Lotto Soudal)

    - Michael Matthews (Team Sunweb)

    - Robert Kiserlovski (Katusha-Alpecin)

    Der var mandefald inden femte etape. Den forsvarende vinder af den grønne trøje, Michael Matthews, var syg og måtte trække sig på sit holds opfordring, mens Tiesj Benoot måtte sande, at efterveerne af styrtet på fjerde etape var for markante. Efter få kilometer af etapen til Quimper væltede Robert Kiserlovski og skrev sig ind i rækken af ryttere, der ikke kommer til at gennemføre årets Tour.

  4. Ottende etape

    Tony Martin (Katusha-Alpecin)

    Tony Martin, der er tysk mester i enkeltstart, styrtede på ottende etape, da der var bare 17 kilometer tilbage af etapen.

    Der opstod tumult i feltet, hvor tyskeren fløj hen over sit styr og landede hårdt på asfalten. Han blev efterfølgende kørt til hospitalet for yderligere undersøgelser, og snart stod det klart, at et brud på rygsøjlen gjorde det umuligt for Martin at fortsætte i Tour de France.

  5. Niende etape

    - Richie Porte (BMC)

    - José Joaquin Rojas (Movistar)

    Den frygtede brostensetape var knap begyndt, før det første styrt var en realitet. I asfalten sad en grædefærdig Richie Porte, der måtte sande, at han ikke kommer længere i årets Tour de France. Også Quintanas vigtige hjælper José Joaquin Rojas var involveret i styrtet, og han måtte ligeledes udgå.

  6. Første hviledag

    - Alexis Vuillermoz (AG2R)

    - Jens Keukeleire (Lotto Soudal)

    En ivrig fotograf langs tredje pavé på brostensetapen til Roubaix kostede Alexis Vuillermoz et brækket skulderblad. På hviledagen meldte AG2R ud, at han ikke ville stille til start på løbets første bjergetape. Derfor må Romain Bardet klare sig med fem hjælperyttere resten af løbet.

    Også Jens Keukeleire, der var involveret i samme styrt som Richie Porte, måtte trække sig på hviledagen. Et brud på skinnebenet gjorde det umuligt for belgieren at fortsætte.

  7. 11. etape

    - Marcel Kittel (Katusha-Alpecin)

    - Mark Cavendish (Team Dimension Data)

    - Mark Renshaw (Team Dimension Data)

    På løbets anden bjergetape var der igen mandefald. To af verdens mest profilerede sprintere missede tidsgrænsen og måtte sige farvel til årets Tour de France. Hverken Marcel Kittel eller Mark Cavendish nåede at vinde en etape i løbet.

    Også Cavendish' trofaste leadout-mand Mark Renshaw faldt for tidsgrænsen.

  8. 12. etape

    - Rigoberto Uran (EF Education First)

    - Tony Gallopin (AG2R)

    - Dylan Groenewegen (Lotto NL-Jumbo)

    - Andre Greipel (Lotto Soudal)

    - Marcel Sieberg (Lotto Soudal)

    - Rick Zabel (Katusha-Alpecin)

    - Fernando Gaviria (Quick-Step)

    - Rein Taaramäe (Direct Energie)

    - Dimitriy Gruzdev (Astana)

    - Vincenzo Nibali (Bahrain-Merida)

    Rigoberto Uran styrtede på brostensetapen til Roubaix og har siden da været en skygge af sig selv. Colombianeren, der sidste år blev nummer to i Tour de France, gik helt ned på 11. etape og tabte over 26 minutter. Kort før feltet rullede ud på Alpe d'Huez-etapen, meldte han så ud, at han ikke fortsætter i årets Tour.

    Efter nedkørslen fra Col de la Madeleine måtte endnu en rytter trække sig. Tony Gallopin, der styrtede under de franske mesterskaber kort før Touren, udgik af løbet og efterlod Romain Bardets AG2R-mandskab med bare fem ryttere.

    Snart raslede det ind med meldinger om udgåede ryttere - de tre topsprintere Dylan Groenewegen, Fernando Gaviria og Andre Greipel som de mest markante navne, men også Marcel Sieberg og Rick Zabel, der kun på et hængende hår overlevede 11. etape, var ude af årets Tour de France.

    I mål krævede tidsgrænsen yderligere ofre. Hverken estiske Rein Taaramäe eller Jakob Fuglsangs kazakhiske hjælper Dimitriy Gruzdev nåede over stregen i tide.

    Sent torsdag aften var det slut for en tidligere vinder af Tour de France; Vincenzo Nibali blev revet ned af en tilskuer på Alpe d'Huez, men gennemførte etapen med begrænset tidstab. En scanning viste imidlertid, at italieneren pådrog sig et brud på ryghvirvlen og derfor var ude af stand til at fortsætte i løbet.

  9. 14. etape

    - Patrick Bevin (BMC)

    Efter en stille 13. etape, hvor feltet havde lejlighed til at restituere ovenpå tre hårde dage i Alperne, var der igen ryttere, der sagde farvel på etapen til Mende. Sygdom knækkede den australske tempospecialist Patrick Bevin, der blev anden rytter fra BMC efter Richie Porte, der udgik af Touren.

  10. 15. etape

    - Gianni Moscon (Team Sky)

    - Serge Pauwels (Team Dimension Data)

    Der var dansk etapesejr på etapen til Carcassone, men det var andre begivenheder, der stjal rampelyset i timerne efter. Chris Froomes italienske hjælper, Gianni Moscon, blev nemlig smidt ud af Tour de France, fordi han havde slået Fortuneo-rytteren Elie Gesbert 800 meter efter starten.

    Også Dimension Datas belgiske udbryderkonge Serge Pauwels måtte udgå, da en scanning viste, at han havde brækket albuen i et styrt få hundrede meter fra mål.