De første Tour de France-betragtninger er alt for overfladiske

16x9
Brostenene har trukket tænder ud på rytterne. Foto: Stephane Mantey / Ritzau Scanpix

KLUMME:

Når man læser ned over resultatlisterne i den første del af Tour de France, kan man fristes til at tro, at der ikke er sket særligt store forskydninger. På samme måde som nogen vurderer, at der efter brostensetapen forleden ikke var nogle alvorlige tidsforskelle, og helvedet i nord derfor slet ikke har gjort nogen reel skade i den samlede stilling bortset fra Richie Portes exit.

Vi så billeder af ham, hvor han lignede en, der var helt i knæ, mens han kæmpede for at komme tilbage

Brian Nygaard

Den betragtning er alt for overfladisk, da den slet ikke fortæller historien om det, der reelt sker på etaperne for rytterne og deres fysik. Og dermed - nok så vigtigt - deres muligheder for at gøre sig gældende i den sidste del af løbet.

Man kan ikke aflæse, hvor meget rytterne har lidt, arbejdet og presset sig selv tæt på grænsen ved kun at kigge på resultatlisten. Brostensetapen er et godt eksempel, for der fik vi et grundigt indblik i, hvor forskellige skæbner rytterne havde derude. Tag tidsforskellen mellem Geraint Thomas og Romain Bardet: Syv sekunder. Britten gled gennem etapen uden stort set at sætte en fod forkert, og Bardet tumlede rundt bag feltet, kæmpende med næb og bremseklør for ikke at blive kørt ud af tavlen.

De 34 sekunder han taber siger intet om det helvede, han gik igennem for at reducere katastrofens omfang. Vi så billeder af ham, hvor han lignede en, der var helt i knæ, mens han kæmpede for at komme tilbage. De kræfter får han ikke igen ved at sove og spise. Det er simpelthen en lille stak tændstikker, han har brændt af i det her Tour de France. Det samme gjorde Froome og Quintana for at begrænse tabet på første etape.

Bundlinjen er, at de tidsforskelle, vi ser her ved indgangen til anden halvdel af løbet, ikke rigtigt siger så meget om, hvad det har kostet for de store favoritter og deres hold. Derfor findes der ikke nogen status quo-situation, selvom tidsforskellene kan synes minimale.

Alle har lidt, men nogen har været langt mere i tovene end andre, og nogen har måttet trække dyre veksler på deres holdkammerater. Der er så mange omstændigheder omkring tidsforskellene, man slet ikke kan aflæse i de tørre tal. Og når man ser konsekvensen af dem i den sidste uge, er det helt andre og alvorlige mekanismer, der sætter i gang. Bardet har betalt en dyr pris for den første del af det her løb, og hans hold er voldsomt decimeret på centrale pladser før bjergene. Froome er kommet bedre igennem og Fuglsang endnu bedre.

Men alvorligheden af det, der ligger bag tidsforskellene, hvor små de end måtte være, får vi at se fra nu af. ”Man kan ikke gemme sig på et bjerg”, som min kloge kollega Henrik Jul Hansen skrev engang for mange år siden.

Derfor kan mange komme i alvorlige problemer og veritable kriser fra nu af, fordi alle dage tæller. Touren er en kamp på akkumuleret træthed. Dem, der har noget tilbage til sidst, vinder løbet. Den pointe går ofte tabt, hvis vi stirrer os blinde på tallene og tror, at de vidner om status quo. Kriserne og sammenbruddene lurer måske lige rundt om det næste hårnålesving.