Tour de France

Jeg har taget forkerte beslutninger, siger Fuglsang efter kritik

Jakob Fuglsang er kommet helskindet ud af første uge trods udfordringer og kritik af holdets indsats. Danskeren er nummer syv inden bjergetaperne.

Første, flade del af årets Tour de France er overstået, og efter mandagens hviledag er der bjerge på programmet.

Det kan også være, at jeg på visse tidspunkter har taget de forkerte beslutninger

Jakob Fuglsang

En af dem, der har set frem til de høje stigningsprocenter, er Astana-kaptajn Jakob Fuglsang. Mandag holdt hans kasakhstanske mandskab pressemøde efter en træningstur, og her var der plads til refleksion over et af de varmeste emner omkring Astanas første uge i Frankrig: holdets samarbejde og styrke.

- Jeg kunne selvfølgelig godt have tænkt mig noget mere hjælp. Hvis du spørger en hvilken som helst kaptajn, ville han sige ”jo mere, jo bedre”. Men langt hen ad vejen har jeg fået god hjælp og specielt i brandsituationerne, hvor de virkelig kan gøre en forskel, har de været der. I de styrt, jeg har haft, har de været der, siger Jakob Fuglsang til TV 2 SPORT og uddyber:

- Vi har haft nogle dage, hvor det har fungeret supergodt, og nogle dage hvor det har fungeret mindre godt, hvor vi har lavet fejl.

Fuglsang har ikke undgået styrt i den første uge, og flere gange har han siddet langt tilbage i feltet og manglet hjælp fra sit Astana-mandskab, hvilket TV 2 SPORTs cykelekspert Bjarne Riis har bemærket. Senest på brostensetapen søndag.

- De prøver (at være ved Jakob Fuglsang, red.), men han kommer ofte til at sidde alene. Og når der endelig sidder holdkammerater omkring ham, søger de ham ikke, siger Riis, som var endnu hårdere i kritikken af holdets indsats på 6. etape.

- Det er lige før, jeg bliver rasende. Det er et kæmpe nederlag og en skuffelse. Det er dårligt arbejde af deres holdledere og deres sportsdirektører. Det kan ikke være så svært at finde ud af.

Jakob Fuglsang erkender, at der har været et problem. Og en del af problemet har måske været ham selv.

- Det har ikke været lige godt hver dag, men jeg har måske heller ikke selv været lige god hver dag. Det er nu engang cykling. Det er svært at være 100 procent hver eneste dag.

Hvad mener du med, at du ikke har været lige god hver dag – er det som kaptajn?

- Det kan både være ikke at forlange nok som kaptajn. Det kan også være, at jeg på visse tidspunkter har taget de forkerte beslutninger i forhold til, hvor i feltet jeg har skullet sidde, hvor jeg har ment, at det har været rigtigt at sidde bagved, siger Fuglsang.

Jakob Fuglsang kom til at sidde helt alene, da Quick-Step Floors angreb i sidevinden på 6. etape. Video: Magnus Stig Christensen & Bo Bentsen

Godt udgangspunkt inden bjergene

Til trods for et til tider manglende samarbejde på Astana ligger kaptajn Fuglsang stadig godt til i klassementet inden eksamen i bjergene. På en samlet syvendeplads, hvor han blandt andre er foran Chris Froome, går han ind til den afgørende del af Touren.

Det er danskeren naturligvis glad for, og han håber, at hans hold stadig har kræfter til at hjælpe ham igennem bjergene.

- Vi har også skullet opveje lidt, hvor mange kræfter vi skulle bruge og kunne bruge. Vi har forsøgt at spare Tanel (Kangert) og Jesper (Hansen) til de etaper, der kommer. Vi vidste på forhånd, at der ikke var meget brug for dem på de første ni etaper.

- Både med tanke på at spare kræfter, fordi vi ikke har det der superstærke hold i forhold til de flade etaper. Vi har ikke ham her ’100-kilosfyren’, som kan sidde og føre i to timer i stregen, og man kan sidde bagved en lastbil nærmest. Så det er lidt en opvejning af, hvordan vi skal bruge kræfterne. Der er ikke uanede mængder af dem, og vi skal gerne hele vejen til Paris, siger Fuglsang, som tilføjer, at tabet af Luis Leon Sanchez har været et hårdt slag for holdet.

Efter mandagens hviledag bliver der ikke tid til megen hvile på tirsdagens 10. etape, som er årets første bjergetape. Se den med optakt klokken 12.40 på TV 2 og TV 2 PLAY.