Tour de France

Det kan jo ikke være hverdag hver dag

Klumme: Jørgen Leth fortæller om de traditioner og historier, der møder feltet på deres tur gennem Frankrig.

Og i Valence ligger et af mine all time favoritspisesteder. Pic familiens. Som nu har tre Michelinstjerner. Jeg var der et par gange sammen med Jørn Mader.

Hver gang jeg i de senere år på min passage gennem Frankrig kommer til den umiddelbart kedelige forstad til den store by Valence ved Rhone-floden, hvor Pic ligger, så siger jeg til min ven og chauffør, gartneren Henrik Blesky, at dernede i en af de gader ligger der en god restaurant.

Michelinguiden

Michelinguiden blev første gang udgivet i år 1900 af den franske dækfabrikant André Michelin. 

Den har til hensigt at oplyse rejsende om de forskellige kulinariske muligheder, der byder sig hvorend man skulle komme hen. 

I 1930'erne blev der indført et stjerne-system for at præcisere kvaliteten af de enkelte spisesteder. 

  • 1 stjerne: En god restaurant i sin kategori
  • 2 stjerner: Rigtig godt køkken, værd at køre en omvej efter
  • 3 stjerner: Ekstraordinær køkkenkunst, værd at rejse efter   

Den hedder simpelthen Anne Sophie Pic - Le restaurant. Opkaldt efter den oprindelige Chef Pics datter, og den har for længst fået den fortjente berømmelse.

Vi har begge lyst til at lave et gastronomisk stop, men har aldrig tid til det. Så vi kører videre. Men jeg tror egentlig, at det ville være godt for os at springe væk fra løbet og sætte os ved et af Frankrigs bedste borde.

Dyrt er det. Hverdagsmad er det ikke. Men en oplevelse for sanser og hoved. Det skal man absolut ikke få dårlig samvittighed af. Det kan jo ikke være hverdag hver dag.

Det kan måske endda give inspiration til løbets fortsættelse.

Det er velkendt, at en god bil kan betyde en flugt væk fra rytterne og strabadserne.

En god bil kan betyde oplevelser i udkanten af løbet.

Jeg havde en følelse af at være midt i et gammelt, stemningsfuldt Frankrig, hvor man kunne opleve langsomhed og fordybelse som dyder.

Jørgen Leth

En etape, som ender i Valence, betyder som regel en spurt, hvor de bedste overlevende fra slaget i Alperne prøver at finde sprinterbenene frem.

Det er ellers en invitation til at komme ned fra de høje bjerge til den sol- og kulturrige Rhone-dal. Mærkeligt nok har der kun været to etapeafslutninger  i Valence.

Den ene blev vundet af Chepe Gonzales i 1995, den anden af André Greipel, som i 2015 slog John Degenkolb og Alexander Kristoff  i spurten.

Valence er en stor by, som man kan komme til med TGV toget. En meget behagelig rejseform. For et par år siden var jeg inviteret til filmfestival i Lussac, en smuk lille by i denne vidunderlige del af Frankrig, regionen Drôme. Det var en ualmindelig hyggelig festival, hvor gæsterne boede privat eller i små hoteller og samlede sig om kunstnerisk interessante film.

Jeg havde en følelse af at være midt i et gammelt, stemningsfuldt Frankrig, hvor man kunne opleve langsomhed og fordybelse som dyder.

Det er også en egn, som helt klart er en overgang til det sydlige med både flora og dyreliv. Det mest ekstreme er dog en slags fiktion. Det er en krokodillefarm i det sydlige Drôme, hvor man kan se op mod 300 forskellige slags krokodiller fra Nilen, Amerika og Cuba.

Men vi skal bare to ting i Valence. Vi skal se etapen og vi skal – måske – spise hos Anne-Sophie Pic.

Lad os se om vi kan overkomme det.