Tour de France

- Det er fantastisk, siger Cort om sejren

Magnus Cort havde ikke sovet godt inden 15. etape, men til trods for det endte han med at vinde etapen.

To danskere spillede en hovedrolle på 15. etape af Tour de France, som kulminerede, da Magnus Cort kørte først over målstregen.

Den store bedrift var Cort - naturligvis - meget glad for umiddelbart efter etapen.

- Fuck, det er dejligt. Verdens største cykelløb, siger Magnus Cort til TV 2 SPORT, som længe havde udset sig etapen.

- Jeg kunne ikke rigtig sove i nat, fordi jeg godt vidste, at etapen lå godt til mig. Så jeg har egentlig sovet dårligt, og det var jeg lidt bange for i morges.

Cort og Valgren i udbrud

Magnus Cort var en del af det store udbrud, som rev sig løs efter en times hård kamp for at komme af sted. I udbruddet sad Corts danske holdkammerat Michael Valgren også, og det blev begyndelsen på et velorganiseret samarbejde mellem de to Astana-ryttere, hvor Valgren til sidst agerede hjælper for hurtige Cort.

- Jeg sagde til Magnus, at jeg ville køre for ham, fordi han var klart den hurtigste i gruppen, siger Michael Valgren.

Etapesejren blev en realitet, efter han i finalen sad i en gruppe med Bauke Mollema og Ion Izagirre. To ryttere, som han ikke var i tvivl om, at han kunne slå i en spurt. Og det gjorde han problemfrit.

Den danske Astana-rytter Magnus Cort sikrede karrierens største triumf, da han spurtede først over målstregen på 15. etape i Tour de France. Video: TV 2 SPORT

 - Vi sad tre mand, og jeg kunne tillade mig at sige, at jeg godt kunne vente på dem bagved, for jeg kunne slå alle i spurten. Så jeg behøvede ikke at arbejde så hårdt, siger Cort, som gjorde arbejdet færdigt.

- Vi kørte egentlig relativ roligt ind, og jeg skulle bare være sikker på, at de ikke kørte fra mig. Den sidste kilometer tog jeg fra front. Det følte jeg, at jeg sagtens kunne.

Inden etapen søndag var seneste danske etapesejr i Tour de France Nicki Sørensens på 12. etape den 16. juli i 2009. Nu har Magnus Cort æren af at være den seneste danske etapevinder.

- Det gør mig ikke noget. Det er dejligt. Det er fantastisk, siger Magnus Cort, som ikke kan skjule smilet fra sit ansigt.

For præcis 10 år siden - den 16. juli 2009 - kørte Nicki Sørensen først over stregen på Tourens 12. etape efter et imponerende soloridt.