Tour de France

Froomes hjælper smidt ud af Tour de France

Italienske Gianni Moscon er smidt ud af Touren på grund af en batalje med Fortuneos Elie Gesbert i starten af 15. etape.

Se hændelsen øverst i artiklen

Chris Froome og Geraint Thomas har mistet en vigtig hjælper i jagten på sejren i årets Tour de France.

Italienske Gianni Moscon er nemlig ude af løbet efter 15. etape. Dermed er Team Sky reduceret til syv mand. Det fremgår af løbets officielle hjemmeside

Han slog faktisk også mig sidste år, hvor jeg dengang bare valgte at gå stille med dørene

Michael Valgren

Ifølge oplysningerne fra Tour de France er han smidt ud på grund af 'et angreb på en anden rytter af særlig aggressiv karakter'. Moscon har givet sin version af sagen via en sportsdirektør på Team Sky, hvilket juryen har haft med i sine overvejelser.

- Vi støtter og accepterer beslutningen om at ekskludere Gianni Moscon fra Tour de France. Gianni er enormt skuffet over sin egen opførsel, og han er klar over, at han har ladt sig selv, holdet og løbet i stikken, skriver Team Sky i en pressemeddelelse, hvor Moscon selv er citeret for følgende:

- Jeg vil gerne tilbyde min dybeste undskyldning til både Elie Gesbert og Team Fortuneo Samsic for denne uacceptable hændelse.

Det franske Tour-hold har også kommenteret episoden i et opslag på Twitter.

- 800 meter efter starten på 15. etape modtog Elie Gesbert et slag fra Gianni Moscon. Efter at have set billederne har juryen besluttet at udelukke Sky-rytteren fra dette års Tour de France, skriver Team Fortuneo Samsic.

En blakket fortid

Det er ikke første gang, Sky-rytteren roder sig ud i problemer i forbindelse med et cykelløb. Under sidste års udgave af Romandiet Rundt blev italieneren anklaget for at komme med racistiske kommentarer overfor den daværende FDJ-rytter Kevin Reza. Noget, som Team Sky senere bekræftede og undskyldte.

- Han har undskyldt til Kevin Reza efter etapen og igen den følgende morgen, og undskyldningen blev accepteret. Gianni ved, at der ikke er nogen undskyldning for hans opførsel, og at enhver gentagelse vil føre til, at hans kontrakt bliver ophævet, skrev Team Sky, der som konsekvens af hændelsen udelukkede italieneren fra at køre cykelløb i seks uger.

I oktober var den gal igen. Gianni Moscon blev politianmeldt af Rezas holdkammerat Sebastien Reichenbach, der mente, at Sky-rytteren var skyld i hans styrt i løbet Tre Valli Varesine, der kostede en brækket albue. Moscon nægtede sig dengang skyldig og blev siden frikendt af den internationale cykelunion, UCI, og Team Sky gjorde derfor ikke mere ved sagen.

Det er endnu uvist, om Sky igen vil se igennem fingrene med italienerens udskejelser. Allerede nu spekuleres der i, hvorvidt Gianni Moscon fortsætter på holdet, eller om udelukkelsen fra Tour de France var dråben, der fik bægeret til at flyde over.

Selv skriver Team Sky følgende i deres pressemeddelelse:

- Vi vil diskutere hændelsen med Gianni, når Touren er ovre og derefter beslutte, om der skal gøres mere ved sagen.

Slog Valgren i brostensløb

Også Michael Valgren har tidligere været i infight med Gianni Moscon. Det afslører han i den SMS-dagbog, han fører med TV 2 SPORT.

- Han slog faktisk også mig sidste år, hvor jeg dengang bare valgte at gå stille med dørene. Jorden er rund, skriver Valgren og uddyber:

- Det var i E3 Harelbeke sidste år, fordi jeg ikke ville give min plads bag min holdkammerat. Så svingede han bare armen lige ind i min albue. Jeg kan huske, at det næsten gjorde lige så ondt, som når min storebror Morten gav mig lammere som lille.

Bataljen til trods bærer Michael Valgren ikke nag.

- Jeg har det egentlig fint med ham, for det var i kampens hede. Der tilgiver jeg næsten alle for, hvad de gør. Jeg væltede jo ikke eller noget. Men det er ærgerligt for ham, for han er en super stærk rytter, men hans ry kan koste ham dyrt, tror jeg.

Du kan læse hele SMS-korrespondancen HER.