Tour de France

Langt de fleste danskere tror, der er doping i Touren: - Det er ærgerligt

En ny undersøgelse foretaget af Voxmeter viser, at 1,9 procent af de adspurgte tror, at hele Tour de France-feltet er rent.

Se det ekstra studie 'Kanyler og helte' på TV 2 SPORT mandag kl. 13

Lance Armstrong, Floyd Landis, Bjarne Riis, Jan Ulrich, Marco Pantani, Alberto Contador og Michael Rasmussen.

Alle disse ryttere blev over en 14-årig periode enten taget for eller indrømmede brug af doping, efter de havde vundet Tour de France.

De udgør blot et lille udsnit af de mange dopede ryttere, der tidligere var i cykelsporten.

Siden da er antallet af ryttere, der bliver taget for doping faldet markant, men fortiden i cykelsporten har gjort, at tiltroen til cykelryttere er meget lav.

Voxmeter har lavet en undersøgelse for ritzau, hvor de har spurgt et udsnit af danskerne, hvor udbredt, de tror, doping fortsat er i cykelsporten. I alt 1021 personer er blevet spurgt.

  • 1,9 procent svarer, at de tror, hele feltet er rent.
  • 48,3 procent svarer, at de tror, at nogle enkelte snyder med doping.
  • 34,8 procent svarer, at de tror, at de fleste ryttere snyder med doping.
  • 6,8 procent svarer, at de tror, at alle snyder med doping.
  • 8,4 procent svarer ved ikke.

Afstemning

Tror du, at alle ryttere i Tour de France-feltet er rene?

Kan mærke rytternes træthed

Tallene kommer ikke bag på Astanas danske sportsdirektør, Lars Michaelsen.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, at tallene er, som de er, men på den anden side må vi erkende, at det er en mistanke, der altid har været i og omkring cykelsporten, siger han til TV 2 SPORT.

Michael Valgren melder sig i koret af sin sportsdirektør og kalder den manglende tiltro for ærgerlig. Han er i tvivl om, hvad man kan gøre ved det.

- Det er svært at sige, hvordan man skal forandre folks synspunkt. Jeg plejer at sige til folk, at jeg godt ved, hvad jeg får til morgenmad, så jeg har ikke noget at skjule.

Kan man stadig mærke fordommene?

- Ja, men jeg er ret sikker på, at vi er blevet renere. Man kan bare se på tiderne i forhold til Pantini op ad Alpe d'Huez for mange år siden. Man kan mærke trætheden hos rytterne efter tre dage i Alperne, fortæller han.

Sammen med Michael Valgren er Magnus Cort kommet ind i cykelsporten efter tiden med de mange dopingsager. For ham har det været lettere.

- Der er stadig nogle af de gamle ryttere, som har været med siden dengang. Jeg lavede gode resultater som junior- og ungdomsrytter, så jeg kunne se, at det kunne godt lade sig gøre (uden brug af doping, red.).

En naturlig skepsis

Inden Lars Michaelsen blev sportsdirektør var han selv en del af cykelfeltet. Han var professionel i årene 1994-2007 og har derfor selv cyklet i den generation, hvor det var mere normalt at bruge doping end ikke at bruge det. Siden dengang synes han, der er sket en stor udvikling i opdage eventuel dopingbrug.

Rytterne bliver testet både under og uden for konkurrence. De skal oplyse, hvor de befinder sig henne (såkaldte whereabouts), så der kan blive foretaget uanmeldte dopingtests. Dopingprøverne bliver også frosset ned, så en rytter kan blive dømt med tilbagevirkende kraft. Desuden bliver cyklerne røntgenfotograferet, så den kan blive tjekket for eventuel motordoping.

- Jeg synes faktisk, cykelsporten skal have credit for alt det, de har gjort. Hvorfor skal den nye generation med nyt blod og nye forventninger ligge under for det, spørger Michaelsen.

Han kan dog godt sætte sig ind i, den skeptiske tankegang hos folk, når ryttere er suveræne.

- Jeg kan godt forstå det, og selv internt tænker vi engang i mellem, hvordan kan de andre køre så stærkt? Men jeg tror egentlig, det er en naturlig ting. Altså hvad gør de andre, og kan de have nogle tricks, og hvordan det kan være. Mistanken vil nok altid være der, siger han.

På mandagens hviledag kan du se et to timers langt program på TV 2 SPORT, hvor der sættes fokus på dopingsporten lige nu. Har du et spørgsmål omkring doping, kan du stille det her, og så vil eksperterne forsøge at besvare det under udsendelsen. Programmet begynder klokken 13.