Tour de France

Leth: Når jeg ser byen, minder den mig om min far

Klumme: Jørgen Leth fortæller om de traditioner og historier, der møder feltet på deres tur gennem Frankrig.

Millau. Det er synet af den elegante bro over en dyb kløft i et dramatisk terræn. For mig er den del af Sydfrankrig det bedste.

Og målbyen Carcassonne er et eventyr fra middelalderen. Et syn indprentet i drengens hjerne fra første gang, han har set det.

Det virkelige ved den by er jo noget af det grummeste i Frankrigs historie. Forfølgelsen og udryddelsen af katarerne. En religiøs sekt, som havde tusinder af tilhængere.

De ortodokse katolikker var imod dem, og det udviklede sig til en krig, der strakte sig over lange perioder. Det kan sammenlignes med vor tids religiøse fordomme.

Når man går rundt på murene omkring Carcassonnes fangehuller og fæstningsfælder, så forstår man på en meget konkret måde, hvad der foregik dengang. Carcassonne var en fæstning der ikke kunne indtages.

Fra de høje mure kunne forsvarerne hælde kogende tjære ned over angribere og belejrere.

Min far lavede, da jeg var en lille dreng, en borg af træ til mig. Han arbejdede på den mange dage og aftner. Savede, skar og malede. Trapper, broer, vindeltrapper, voldgrave.

Katharisme

Katharisme var en religiøs bevægelse, der opstod i det 12. århundrede.

I Frankrig vandt det i sær frem i midten af det 13. århundrede, hvor det fik flere tusinde tilhængere. 

Den katolske kirke anså det som kætteri at være medlem af sekten, og der blev derfor oprettet en inkvisition til at opspore og dømme kættere. Det resulterede i en større menneskejagt, der kostede flere tusinde katarer livet.

I 1300-tallet ophørte sekten med at eksistere, da alle deres skrifter var blevet destrueret og de fleste medlemmer var blevet jaget bort eller dræbt. 

Jeg så det blive til. Kunne ikke begynde at bruge det, før det var helt færdigt. Før borgen stod klar.

Det stimulerede min fantasi, tror jeg pædagoger ville sige. Og jeg har da aldrig glemt det. Jeg tænker altid på min fars borg, når jeg ser ud over Carcassonne. Det er et svimlende syn.

Det er et panavision-syn. Byen ligger i sin bredde og fylder landskabet ud. Det er - netop - som en modelby.

Egnen omkring Carcassonne er et landskab af endeløse vinmarker. Corbières og Minervois er de mest kendte. Languedoc hedder regionen.

Vi har hviledag i Carcassonne, og jeg skal ud og spise egnens populære cassoulet. En gryderet, som findes i mange konkurrerende udgaver. Det er decideret hjemmelavet mad, det enkle liv, hvide bønner, Toulouse pølse, and og indvolde. Og så et godt glas Minervois til. Og så igen, hvert år samme følelse, tænke på katarerne, deres tro og deres undergang.

Det er muligvis vigtigt at vide, at katarerne først i de senere år er blevet genstand for så megen opmærksomhed, så mange studier.

I morgen er det hviledag i den gamle fæstningsby. Tid til at gå rundt og suge stemningen ind. Måske læse lidt mere om katarerne.

Forestille sig at være omringet og skulle forsvare byen. Og det er dagen før slaget i Pyrenæerne starter.