Tour de France

Drengedrøm gik i opfyldelse for Cort: - Den går ikke i glemmebogen

Magnus Cort tog karrierens største sejr, da han vandt 15. etape i Tour de France. Sejren er en drengedrøm, der endelig går i opfyldelse.

En lykkelig Magnus Cort kunne række en næve i vejret og råbe sig glæde ud efter målstregen på 15. etape i Tour de France.

Danskeren havde nemlig passeret den som første mand, da han slog spanske Ion Izagirre og hollandske Bauke Mollema i en spurt. Etapevinderen kunne lade sig hylde som vinder på podiet og kunne efterfølgende nyde sin sejr.

Er det sådan noget, man drømmer om, når man begynder at cykle?

- Ja, det er det. Med den ryttertype, jeg er, bliver det ikke meget større end en etapesejr i Tour de France. Sejren kom virkelig fra øverste hylde. Jeg har jo etapesejre fra Vueltaen, så det her er det sidste lille skridt op. Det er fantastisk, sagde Magnus Cort til TV 2 SPORT, da han kom ned fra podiet.

- Det er stort, og man kan altid bruge en sejr i Tour de France. Andre sejre går måske lidt i glemmebogen efter et par år, men det gør en sejr i Tour de France ikke. Den kan altid blive taget frem – uanset hvor gammel den er. Den står til evigt eje.

Magnus Cort kunne lade sig hylde på podiet som etapevinder af 15. etape i Tour de France. Video: TV 2 SPORT

Den danske Tour-etapesejr er den første siden 2009, hvor Nicki Sørensen vandt 12. etape. Ni års tørke sluttede, og ifølge Bjarne Riis går der nok ikke lige så lang tid inden næste etapesejr denne gang.

- Jeg tror bare, at vi er nødt til at vænne os til, at de her gutter er verdensstjerner. Det er bare fedt, at de har en strategi i dag. De havde en plan. Så kan man se, at det flytter bjerge for dem. De havde sat sig i hovedet, at de skulle af sted i dag, og så gør de det bare. Det er fedt, siger Bjarne Riis.

Cort vidste, at han kunne sidde med på stigningen

Der slap 29 mand afsted i en stor gruppe, men der skulle gå længe, inden der var nogen, der fik lov til at slippe afsted.

I gruppen var der flere stærke bjergryttere, og da Pic de Nore-stigningen, der er en kategori et, ventede forude, skulle Magnus Cort og Michael Valgren virkelig arbejde hårdt, hvis sejren skulle i hus.

- Valgren og jeg havde fået at vide fra starten, at vi skulle være med i det her udbrud. Men det tog en time, og jeg var godt mør, da udbruddet blev etableret, men det samme var de andre, siger Magnus Cort.

- Som dagen skred frem, fik jeg langsomt rystet den første time ud af benene. Da vi begyndte at køre op ad kategori et-stigningen, begyndte det egentlig at gå bedre og bedre. Jeg var mest af alt bange for, at vi kom for mange hen over, fremfor at jeg ville blive sat.

Hvordan skal den fejres?

- Vi er stadig i gang med cykelløbet, men mon ikke vi får et glas champagne, som vi gjorde i går, da Omar tog en sejr.

Magnus Cort kan nyde sejren mandag, hvor der er hviledag for hele Tour-feltet. Tirsdag er der igen bjerge på programmet, hvor ryttere skal fra Carcassone og til Bagnéres-De-Luchon.