Chefen vil forlænge med Valgren, ’men den afgørelse træffer jeg ikke’

Alexander Vinokourov håber, han kan overtale Michael Valgren til at blive hos Astana. Han er dog ikke ene om at kæmpe om danskerens gunst.

Danske Michael Valgren er en ombejlet herre i Tour de France-feltet.

Årets vinder af Omloop Het Nieuwsblad og Amstel Gold Race står i øjeblikket uden kontrakt for 2019, og rygter om et kommende skifte svirrer allerede.

Men den seneste snak om Dimension Data må gerne forstumme, hvis det står til Astanas teammanager Alexander Vinokourov.

- Han er en stor rytter, der er vokset over de sidste to år. Han har et stort potentiale. Jeg ønsker, han bliver, men den afgørelse træffer jeg ikke. Det gør Michael sammen med sin agent. Vi får se, men jeg håber da, han bliver, siger Vinokourov til TV 2 SPORT.

Michael Valgren skiftede til Astana i 2017 efter tre sæsoner på Tinkoff. Da kontrakten med Astana blev underskrevet, var Valgren også i dialog med Team Sky og BMC.

Igen i år kan flere hold være inde i billedet. Quick Step – Floors’ teammanager Brian Holm fortæller i hvert fald, at Valgren er en eftertragtet rytter på flere hold.

Har du været hos Lefevere (Patrick Lefevere, direktør hos Quickstep-Floors) og sige, at han måske skal kigge efter Valgren?

- Nej, det har jeg ikke. Men det har hans manager, siger holdets danske sportsdirektør, Brian Holm, til TV 2 SPORT og uddyber:

- Vi er et klassikerhold, så selvfølgelig kigger vi på en rytter som Valgren, som vinder åbningsklassikeren Omloop Het Nieuwsblad i Belgien og senere Amstel Gold Race. Resten er jo så finanser.

Valgren: Kan godt fortsætte

Det er en kendt tradition, at der bliver forhandlet mange kontrakter på plads under Tour de France. Det er tilladt for holdene at forlænge med nuværende ryttere, men først den 1. august bliver det tilladt at skrive under med ryttere fra andre mandskaber.

I løbet af hviledagen mandag talte TV 2 SPORT med Michael Valgren om thyboens fremtid.

Valgren var den første dansker siden Bjarne Riis i 1997 til at vinde Amstel Gold Race.
Valgren var den første dansker siden Bjarne Riis i 1997 til at vinde Amstel Gold Race. Foto: Marcel Van Hoorn / Ritzau Scanpix

- Jeg kan sige så meget, der i hvert fald er gang i forhandlingerne, og så kan jeg ikke sige så meget mere, fortæller Michael Valgren til TV 2 SPORT.

Tror du, at du fortsætter hos Astana?

- Som det ser ud lige nu, kunne jeg godt fortsætte. 

Hvad lægger du vægt på i en kontrakt? Økonomi, din rolle eller hvilke løb, du kan få lov at køre?

- Helt sikkert det sidste. For mit vedkommende skal jeg finde et hold, der tror på mig og giver mig chancen. Det har jeg fået her på Astana, og det er det, der gør, at der kommer flere penge på bordet. Jeg er stadigvæk ung, så jeg skal finde et hold, der bliver ved med at give mig chancen, og hvor jeg kan se, jeg kan udvikle mig mest. Det er det, der giver mest på den lange bane, siger Valgren.

Michael Valgren var i ekstase efter 15. etape, hvor Magnus Cort vandt, mens han selv blev nummer fire. Video: TV 2 SPORT

Michael Valgrens rolle i Tour de France er at hjælpe Jakob Fuglsang til et topresultat. Derudover får han på enkelte etaper mulighed for at køre sin egen chance. Søndag var han i udbrud med holdkammeraten Magnus Cort, der med hjælp fra Valgren endte med at vinde etapen. Det var den første danske etapesejr i ni år.