Tour de France

- Det bliver en helt afsindigt interessant Tour-uge

KOMMENTAR

En hviledag kan man blandt andet bruge til at reflektere. Til at tænke lidt dybere over tingene. Det er ikke altid en mulighed, når etaperne kører, og man bliver kylet rundt i Tour de France-travlheden som i en centrifuge på højeste omdrejninger.

I går morges på hviledagen cyklede jeg en dejlig tur med Chris Anker Sørensen her i Pyrenæerne.

(Det foregik for mit vedkommende ikke på højeste omdrejninger, kan jeg godt afsløre.)

Jeg synes ikke, vi har set den Chris Froome, vi kender fra tidligere udgaver af Touren

Men her fik jeg tid til at reflektere. Til at tænke lidt over løbet og de tråde, der skal redes ud i de kommende dage.

Dem er der mange af. Rigtig mange, faktisk.

Ikke siden 2011 har vi haft en situation som i år, hvor rytteren, der har førertrøjen på anden hviledag, ikke er den altovervejende favorit til den samlede sejr. Dengang (2011) førte Thomas Voeckler på anden hviledag, men alle vidste, at hans dage i gult var talte, og at han ikke ville have førertrøjen med til Paris.

I år er det lidt det samme. Jeg fornemmer, at mange ser Geraint Thomas som en overgangsfigur. Et mellemspil. Som én, der ”låner” førertrøjen i nogle dage – indtil de voksne hæver stemmen og siger ”Godt så! Smut ud og leg med dig, for nu skal vi afgøre et cykelløb…”

Sagen er bare den, at jeg ikke tror, Geraint Thomas smutter ud og leger. Jeg tror, han bliver siddende ved hovedbordet. Og jeg vover sågar den forsigtige påstand (i denne sluttede kreds), at han vinder Touren!

Sagen er den, at jeg ikke synes, jeg har set svaghedstegn hos ham endnu. Og hans forspring til dem, der ville kunne true ham på 20. etapes enkeltstart er - betragteligt. Ikke afgørende stort. Men betragteligt.

Vi har talt meget i de seneste dage om magtfordelingen på Team Sky. Er Froome kaptajnen og manden, hele holdet kører for? Er de 100 procent beskyttede kaptajner begge to? Og hvad sker der, hvis den ene kommer i krise i Pyrenæerne. Skal den anden stoppe og hjælpe?

Det er alt sammen meget teoretisk. Men det er en spændende vinkel og en fascinerende historie med potentiale til at gøre den tredje uge mere end almindeligt underholdende.

For hvad er Skys plan? Kan den udføres i praksis? Eller risikerer den at sprænge i luften mellem fingrene på dem, så de må aflevere blomsterne og Tour-sejren til Tom Dumoulin?

For mig er det afgørende spørgsmål hverken, hvem der er kaptajn, eller hvordan planen skal udføres. Det eneste - og helt afgørende - spørgsmål er, om Geraint Thomas kan stå distancen i den tredje uge. Kan han det, så vinder han Touren. Og så kan Chris Froome kigge i vejviseren efter alle de rekorder, han gerne vil slå og alle de (ekstra) sider i historiebøgerne, han gerne vil skrive.

Jeg synes ikke, vi har set den Chris Froome, vi kender fra tidligere udgaver af Touren. Han har ikke været flyvende. Han har været god – men slet ikke på et niveau, så man har tænkt, at han har tingene fuldstændig under kontrol. Som han havde det særligt i 2013, 2015 og 2016. Han har ikke kunnet køre væk fra de andre på bjergene. Og særligt på Alpe d'Huez lignede han en mand, der havde mere end rigeligt at se til med bare at følge med.

Men hvad så med Geraint Thomas? Går han ikke bare ned med flaget i den tredje uge, som han plejer? Og så kan Froome ”arve” førertrøjen og vinde løbet, uden at han behøver angribe hverken holdkammerat eller rivaler?

Jeg tror, at svaret er nej.

Geraint Thomas har ganske vist haft for vane at ramme muren i den sidste uge af sine Grand Tours. Men den tendens kan man ikke helt bruge som markør denne gang, idet hans forberedelser og tilgang til dette løb har været helt anderledes end tidligere. Denne gang har han i modsætning til tidligere ikke forberedt sig på en hjælperytterrolle. Og han har først og fremmest ikke siddet i 14 dage og slidt sig halvt ihjel på føringsarbejde for sin kaptajn. Tværtimod. Han har siddet i læ. Beskyttet og pakket ind.

Den store fare for Geraint Thomas må være Col de Portet. Den stigning er en helt, helt anden størrelse end noget, vi har set hidtil i dette løb. Jeg kørte den med Rolf i sidste måned, da den stadig var grusvej – nu er den asfalteret, men længden og stigningsprocenten er der jo ikke ændret på.

Col de Portet er et modbydeligt bæst af et bjerg. Glem bare alt, hvad I har set indtil videre. Portet er ikke et Alpe d´Huez og SLET ikke et La Rosiere. Den er et decideret monster. Og måske det, der kan sætte en stopper for Geraint Thomas' Tour-drømme.

Lad os lege med tanken - at Geraint Thomas rammer muren. Hvad så? Er Froome så sikker på at vinde? Nej, slet ikke.

Det pudsige paradoks er nemlig, at den måde, Team Sky kører løbet på, passer deres værste konkurrent, Tom Dumoulin, perfekt. Den høje, konstante, ensartede fart. Den slider mange op, men ikke Dumoulin. Og på den måde vil Team Sky – medmindre de hitter på en ny strategi – kunne blive Tom Dumoulins vigtigste hjælperyttere. Han skal ”bare” holde sig til Froome – som ikke har været flyvende – og så kan han vinde løbet på sin enkeltstart på lørdag.

Der er mange tråde, der skal redes ud. Mange spørgsmål, der skal besvares. Det bliver en helt afsindigt interessant tredje uge.