Tour de France

Armstrong med kontroversielt forslag, der går ud over sikkerheden

I 1999 kørte Lance Armstrong ligesom de fleste andre uden hjelm. Han håber, rytterne får lov til at smide den store hovedbeklædning igen.

Lance Armstrong kommer med et bud på, hvordan man kan skabe større profiler i cykelsporten. Det er på bekostning af sikkerheden.

Med syv Tour de France-sejre, som senere er blevet taget fra ham på grund af doping, var Lance Armstrong en profil i cykelsporten.

Han var i en del af sin karriere sådan en rytter, han selv savner i dagens Tour de France-felt – en synlig og genkendelig rytter.

Derfor kommer Lance Armstrong nu med et kontroversielt forslag: Lad rytterne smide hjelmene, så tilskuerne lettere kan se, hvem der træder i pedalerne.

- Havde Marco Pantani cyklet alle de etaper, vi husker ham for, med hjelm og briller, så havde han ikke været en karakter. Sporten har brug for personligheder. Og at alle ikke er helt ens, bortset fra farven på deres dragter, og ser ud som robotter, siger Armstrong i en af sine daglige Tour de France-podcasts, ’The Move’, ifølge VG.

Helt konkret foreslår Armstrong, at rytterne skal have lov til at smide deres hjelme for foden af den sidste stigning, hvis etapen slutter på toppen af et bjerg. Nogenlunde sådan har reglerne været et enkelt år, men ellers har hjelme været påbudt siden 2003.

- Smid hjelmene i bunden af en stigning. Ingen kommer noget til. Det lover jeg, siger Armstrong.

- Cykelsporten har eksisteret i over 100 år. I hovedparten af tiden har man cyklet uden hjelm. Der er en million procent chance for, at nogen kommer til skade. Men det er bedre for sporten og fansene, hvis vi ser rytterne.

Hjelme blev obligatoriske efter dødsfald

Her er det værd at huske tilbage på år 2003, da reglen om hjelme blev indført. Det skete nemlig fordi, Cofidis-rytteren Andrey Kivilev styrtede og senere omkom af kvæstelserne.

- Som jeg husker det, sad han på hjul på en mindre stigning og ramte baghjulet på rytteren foran, har TV 2 SPORTs cykelekspert Rolf Sørensen tidligere fortalt.

- Jeg er helt sikker på, han havde overlevet, hvis han havde hjelm på.

Et andet eksempel, hvor en rytter har slået sig på en stigning, finder vi i årets Tour de France. På 12. etape styrtede italienske Vincenzo Nibali på den dramatiske opstigning til Alpe d'Huez, og trods brug af hjelm kom han galt af sted med hovedet.

- Jeg har store smerter i min ryg. Der var et øjeblik, hvor jeg ikke kunne trække vejret, og jeg har det ikke så godt. Vi må se, hvordan det kommer til at gå. Jeg var også lidt svimmel, da jeg forsøgte at komme på benene igen. Lige nu har jeg det ikke godt, når jeg bevæger mig, sagde italieneren efter etapen.

Nibali gennemførte etapen men udgik senere, da det stod klart, han havde brækket en ryghvirvel.