Tour de France

Det er som en tur i et særligt ondt tænkt spil

Klumme: Jørgen Leth fortæller om de traditioner og historier, der møder feltet på deres tur gennem Frankrig.

Her kommer så løbets sensationelle fornyelse. En skrap bjergetape på kun 65 kilometer! Så vidt jeg ved ikke set før i Tour de France.

Et virkelig skarpt udspil fra løbsledelsen. Der skal fantasi til at føre løbet i nye retninger.

De har for længst forladt den enkleste geografi. Hvordan ser kortet over Frankrig ud? Det er for træls. Overfortolke ordet ”Tour”, en rundtur, nej, det gider vi ikke. Vi vil have noget, der spiller.

Tour de France foregår jo i Frankrig. Og det gør det mere end nogensinde. Her skabes et alibi for eksotiske nye grand-départ steder i Europa. Ud fra tanken, måske starter vi ude i periferien. Men vi ender med at køre rundt inde i selve Frankrig, og vi ender i Paris. Altid.

Og måske engang i fremtiden ud og runde hos de store pengemænd i Emiraterne, Bahrain og Dubai. Nej, det sagde jeg ikke!

Og det er da heldigvis ikke sket endnu.

Men det skal jo nævnes, at emirerne længe har været på frierfødder over for ASO. De har inviteret cykelsporten til Mellemøsten. De har skabt hold der hører til derovre. Og har hyret nogle af europæisk cykelsports bedste ryttere.

Nibali kører nu for Bahrain-Merida

De har en håndfuld løb, som de kan køre rundt med derovre i sandbankerne. Hvor byerne ser ud, som om de er bygget af Legoklodser.

De har vel også kæmpefly, der kan transportere hele butikken fra Europa derover? Og hvad med den flirt ASO har i gang med Kina?

Engang i 80’erne spøgte den tidligere løbschef Félix Lévithan med tanken om en Tour-start i New York. Det blev – heldigvis, siger jeg – ikke til noget.

Han var vild med tanken om dollars i sit store løb. Det lå også bag hans imødekommenhed over for Hollywood, hans forhandlinger med først Carl Foreman og Universal, og derefter Cannon og Gary Mehlman (og Dustin Hoffman) om filmprojektet The Yellow Jersey. Der dog ikke blev til noget.

Der er en eksplosionsrisiko ved at pakke ekstreme vanskeligheder ind i en ekstremt komprimeret form

Jørgen Leth

Men lad os lige kigge på, hvad det er for et eksperiment de har for med den ultrakorte Pyrenæer-etape.

Det, der skal ske, er derimod en storslået tanke. ASO skriver i præsentationsmaterialet, at det er godt nok den korteste etape, men det kan godt gå hen og blive den hårdeste.

Det tror jeg på.

Der er en eksplosionsrisiko ved at pakke ekstreme vanskeligheder ind i en ekstremt komprimeret form.

Man slipper feltet ud af kontrol næsten med det samme og sender ryttere op på det første bjerg Col de Peyresourde, 1569 meter. Det vil sige, rytterne bliver kastet ud på den skrappe stigning uden forspil. Og når de er nået toppen skal de fortsætte over på Peyragudes, 1645 meter. Det er næsten perverst.

Så nogle få kilometers nedkørsel til Loudenvielle, et andet velkendt stednavn i Pyrenæerne, og så opad igen, stejlt til Col de Val Louron Azet, 1580 meter. Så dumpes de ned ad hårnålesving til den lille by Saint-Lary-Soulan og så brat opad igen til passet med samme navn Saint-Lary-Soulan, i 2215 meters højde.

Den ultra-korte bjergetape.

Det er som en tur i et særligt ondt tænkt spil. For en gangs skyld kan man kun tænke på rytterne som små enheder, der sendes rundt og rundt og op og ned. 

Det glæder jeg mig til at se.

Jeg tror, at den måde, rutelæggerne har givet sig selv lov til at lege med mulighederne, vil sikre et vildt løb.

Det er svært at forudse, hvilke ryttere der bedst kan klare udfordringen.

Jeg kan godt lide, at man har besluttet at kaste dem ud i det eksperiment.