Tour de France

Gilbert så sit styrt og græd, da han skulle sætte ord på det

Den belgiske stjernerytter var dybt berørt over sit styrt på 16. etapes nedkørsel fra Portet d'Aspet, hvor han røg ud over en skrænt.

Minderne om fortidens tragedie i Tour de France på nedkørslen fra Portet d'Aspet kom for en stund tilbage, da Quick-Step Floors-rytteren Philippe Gilbert missede et sving og røg ud over en skrænt.

På selv samme nedkørsel mistede den 24-årige italiener Fabio Casartelli livet på Tourens 15. etape i 1995.

Gilbert slap nådigt fra styrtet, men da han kom i mål og blev spurgt ind til uheldet af det belgiske medie HLN, blev han ramt.

- Jeg har set billederne selv, og... det er frygteligt. Jeg er..., sagde Gilbert, før han begyndte at græde og gik ind i holdbussen.

Belgieren faldt omkring fire meter ned, hvorefter en af løbets officielle mekaniker var nede for at hjælpe ham om. Redningen kan ses i klippet over artiklen.

Gilbert kæmpede sig dog i mål med smerter, men undersøgelser efter etapen viste en flækket knæskal, hvilket tvinger ham til at udgå af Touren.

- Først og fremmest er jeg glad for at være her efter det øjeblik. Jeg landede ret hårdt på nogle sten og ville ikke bevæge mig til at starte med, men en eller anden fra Mavic (Tourens neutrale service, red.) kom og hjalp med op at stå og kravle op fra skrænten, siger Gilbert i en pressemeddelelse.

- Det er ikke sådan her, jeg ønskede at ende Touren, og det gør virkelig ondt at forlade løbet.

Philippe Gilbert var helt forrest, men formår ikke at få drejet i et sving. Han ryger ud over skrænten, inden han senere får kravlet sig tilbage på cyklen. Video: TV 2 SPORT

Kritik af skiltning

Lettelsen over ikke at være kommet mere til skade end som så var også til at få øje på i resten af cykelverdenen, hvor minderne om Casartellis tragiske dødsfald blev bragt tilbage.

Styrtet vakte dog også kritik fra Gilberts landsmand, Jelle Vanendert, der kører for Lotto Soudal.

- Jeg synes, skiltningen i dette års Tour de France har været tæt på nulpunktet. Det bebrejder jeg arrangøren (ASO, red.). Det er meget svært at vurdere, hvordan svingene er, siger Vanendert til HLN.